Terekkliren er opkaldt efter floden Terek ved Det Kaspiske Hav — selvom den ikke yngler der, men kun passerer på trækket. Et lille kuriosum i fuglenavnenes geografi.
Terekkliren er en mellemstor vadefugl på størrelse med svalekliren. Den har forholdsvis korte, gule ben og et mørkt, lidt opadbøjet næb. Vingernes overside har i flugten et karakteristisk mønster i gråt, sort og hvidt med hvid bagkant og mørk forkant. Bugen og vingeundersiden er lys. Adfærd og flugt minder om den lidt mindre mudderklires, idet den som denne vipper op og ned med kroppen og stryger lavt hen over vandet. Navnet har den efter floden Terek, der munder ud i Det Kaspiske Hav. Navnet, der også optræder på engelsk, forekommer ikke indlysende, da arten ikke yngler her, men kun passerer floden på trækket.
Terekkliren yngler i bredt bælte fra den nordlige halvdel af Rusland og videre gennem Sibirien til Stillehavet. Hertil spredte yngleforekomster i Østeuropa og Finland. Den yngler fortrinsvis ved søer og langs vandløb i tajgaen men den træffes også på tundraen og på stepperne mod syd ligesom den forekommer tættere på mennesker i havne og ved industrianlæg. Den overvintrer langs kysterne af det østlige og sydlige Afrika Den Arabiske Halvø Indien Sydøstasien og Australien. De europæiske ynglefugle overvintrer formentlig i Afrika og Mellemøsten. På grund af artens østlige udbredelse og eftersom den ikke oplagt passerer os på trækket er terekkliren meget sjælden herhjemme. Frem til 2019 er der i alt gjort 57 iagttagelser af arten med gennemsnitligt 1-2 fund pr. år fra maj til september. Den optræder hovedsagelig på mudderflader både langs kysten og ved søbredder inde i landet.
Terekkliren lever af krabber og vandinsekter, som den bl.a. borer efter i mudderfladerne med sit lange næb. Den vasker ofte byttet, før den sluger det. I ynglesæsonen tager den mange myg, men også planteføde.
Terekkliren er ekspanderet vestpå i løbet af det 20. århundrede, men den europæiske bestand er stadig meget begrænset i forhold til den store sibiriske bestand. Den del af bestanden, der yngler i Europa og Vestsibirien og overvintrer i Øst- og Sydafrika antages at tælle mellem 100.000 og en million individer og at fluktuere.