Sabinemåge

Sabinemågen er en af de mindste måger; lidt mindre end hættemågen, men dog større end dværgmågen. Det bedste kendetegn i forhold til de to arter er den tredelte vingetegning, der er meget iøjnefaldende i flugten både hos ungfuglene og de voksne fugle. Alle sabinemåger har et stort, trekantet hvidt felt langs vingernes bagside og en sort trekant på vingespidserne, mens ungfuglene har en stor, brun trekant hen over ryggen og vingernes forside, hvor de voksne fugle er grå. Halen er let kløftet. Sabinemågen er langdistancetrækker som ternerne, og det er især ungfugle, der optræder herhjemme om efteråret under det sydgående træk. Sabinemågen er opkaldt efter den engelske astronom Edward Sabine, der opdagede den dengang ukendte måge i en havternekoloni ved Thule under Ross’ polarekspedition i 1818, som forsøgte at finde Nordvestpassagen.

Sabinemågen yngler på småøer og holme langs Ishavets kyster og på den arktiske tundra hele vejen rundt om nordpolen fra Nordøstgrønland over det nordøstlige Sibirien til Alaska og det nordlige Canada. Bestanden i Grønland og på Svalbard er meget begrænset. Sabinemågen yngler ofte i mindre kolonier gerne i selskab med havterner. Vinterkvarteret for de grønlandske og canadiske sabinemåger er Benguelastrømmen ud for det sydvestlige Afrika hvor det næringsrige bundvand bliver presset op til overfladen ved mødet med kontinentalsoklen. På det sydgående træk optræder hvert år et mindre antal sabinemåger herhjemme. De fleste observationer gøres i september og oktober langs den jyske vestkyst i forbindelse med kraftige vestenstorme men den ses også i de indre farvande f.eks. langs Nordsjællands kyst. Fuglene i Kattegat ses gerne senere på året end de vestjyske fugle nemlig i oktober-november. Fuglene der ses i Vestjylland er formentlig canadiske fugle der er blevet slået ud af kurs af vestenvinden mens fuglene der ses i de indre farvande kan være fugle der trækker fra Ishavet ned gennem Østersøen til Atlanterhavet.

Sabinemågen lever af småfisk samt krebsdyr og bløddyr under trækket og i vinterkvarteret. I ynglesæsonen søger den også føde på land, hvor den bl.a. tager insekter.

Den meget begrænsede europæiske bestand er tiltaget i slutningen af det 20. århundrede. Den store asiatiske og amerikanske bestand anses for at være stabil. Årlige udsving i antallet af observationer herhjemme skyldes særlige vind- og vejrforhold. F.eks. optrådte den mere talrigt end normalt i 1987 og 1997, hvor mange fugle slog sig ned og fiskede i småflokke ved Vestkysten.