Vibe

Den smukke vibe er traditionelt blevet opfattet som karakterfugl i det åbne danske landskab, men efter en kraftig tilbagegang er den sørgelige kendsgerning, at viben i store områder af Danmark i dag kun yngler fåtalligt. Med sin metalskinnende sortgrønne overside, hvide underside, brede afrundede vinger samt den lange nakketop er viben helt umiskendelig. Vibens specielle, akrobatiske sangflugt, der markerer territoriet, er også unik, og den tilhørende stemme, vuii-o-vuiip-vip-vip-euvii, har givet ophav til artens danske navn.

Viben yngler fra Irland og Spanien i vest gennem et bredt bælte i det tempererede Europa og videre gennem Rusland og Centralasien til Amurland i øst. I Europa har viben bredt sig mod nord til Lapland mens yngleudbredelsen generelt er noget spredt i Sydeuropa. I Danmark yngler viben ret almindeligt i alle dele af landet. Både i Danmark og i Europa som helhed er arten en af de talrigest ynglende vadefugle. Viberne ankommer i stort tal allerede fra sidst i februar hvor både ynglefuglene ankommer og forårstrækket af nordligere fugle passerer os i marts-april. De største koncentrationer af ynglende viber i Danmark finder man i Vadehavsområdet på Tipperne samt i Vejlerne. Arten yngler i åbne landskaber med lav vegetation såsom strandenge enge og marker. På sidstnævnte er ynglesuccesen dog gerne meget lav mindre end 0 7 unge per ynglepar hvilket ikke er nok til at opretholde bestanden. De danske viber er trækfugle som overvintrer i Vest- og Sydvesteuropa. Trækgæsterne begynder at ankomme allerede i juni og mange fælder i Danmark sammen med de danske ynglefugle i august-september. En ny bølge af trækgæster ankommer til landet i oktober-november. Viben er i høj grad en vejrfugl hvilket vil sige at den først trækker væk når vintervejret sætter ind. Således kan mange viber i milde vintre også forblive i Danmark.

Viben lever af insekter, orme, frøer og snegle samt plantedele. Især ved fuldmåne kan viber ses fouragere om natten, mens de raster inaktivt om dagen i store flokke.

Siden 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet, hvor den danske vibebestand formodentlig talte flere hundrede tusinde par, er viben gået stærkt tilbage. Alene siden 1970'erne er bestanden blevet mere end halveret, så den nu kun tæller omkring 25.000 par. En lignende, men knap så markant udvikling er set i mange andre europæiske lande. De primære årsager er forøget dræning, større pesticidforbrug og en generelt mere intensiv udnyttelse af landbrugslandet. Ynglebestanden i Europa og Vestasien, som overvintrer i Europa, Nordafrika og Mellemøsten, tæller mellem 5,5 og 9,5 millioner individer og er måske også i tilbagegang.