Sjagger

Sjaggeren er en let kendelig drossel af størrelse som solsorten. De mest karakteristiske kendetegn er det grå hoved, den mørkebrune ryg og de pilformede pletter på det gyldne bryst og den hvide bug. Fuglens advarselskald er et hæst sjak-sjak-sjak (som lyden af en stor hækkesaks), som har inspireret til artens danske navn. Sangen er knirkende med skræppende og snerrende lyde.

Sjaggeren er udbredt i et bælte fra Nord- og Centraleuropa langt ind i Asien. Desuden har den en mindre udbredelse i Vesteuropa bl.a. yngler den spredt i Frankrig og Storbritannien. I Danmark findes sjaggeren ynglende over det meste af landet men den er klart mest almindelig i Nordsjælland og på Bornholm. I store dele af Jylland og på Fyn yngler arten meget spredt. Sjaggeren forekommer i åbne eller halvåbne områder med parkagtig karakter. Sjaggeren yngler gerne i kolonier hvor fuglene er ret larmende. De enlige fugle er derimod meget diskrete. De kolonirugende fugle har et effektivt forsvar mod fjender idet de i fællesskab styrtdykker mod den indtrængende fjende og bombarderer denne med ekskrementer. Enkelte rovfugle har sågar måttet bøde med livet for deres interesse i et sjaggermåltid fordi deres vinger er blevet tilklistrede. De danske sjaggere er trækfugle og de overvintrer i Sydvesteuropa. Om vinteren gæster tusindvis af fugle Danmark fra det sydlige Sverige Norge og Finland og på trækket forår og efteråret kan de forekomme i meget store antal således over 65.000 fugle en dag i oktober 2016 ved Gedser Odde. Vinterbestanden tæller over 100.000 fugle men antallet varierer fra år til år afhængigt af vinterens hårdhed og mængden af bær og frugter.

Sjaggeren lever af orme, snegle, insekter og bær.

Sjaggeren indvandrede som ynglefugl til Danmark i 1960, hvor det første ynglefund blev gjort i Jægersborg Dyrehave ved København. I årene herefter spredte den sig, og den første koloni blev fundet i Thy i 1967. Sjaggeren er i stigende grad begyndt at yngle i beboede områder, bl.a. parker og villakvarterer, hvor tætheden kan overstige den, man finder i artens naturlige biotop. Siden 1982 har ynglebestanden ligesom udbredelsen imidlertid været i en langsigtet tilbagegang, men måske med en stabilisering de seneste år (2022). Vinterbestanden har været nogenlunde stabil siden 1995.