Solsort

Hannen er helt sort med gult næb, mens hunnen er mørkebrun. Ungfuglene af begge køn er brune med lyse pletter de første par måneder, efter de er blevet flyvefærdige. Solsortens sang består af bløde fløjtetoner, og er melodisk og meget varieret. Fuglene er i stand til at efterligne menneskeskabte lyde, men også andre solsorte, så nabohanner kan synge de samme motiver, ligesom ungfugle kan overtage forældrenes sangmotiver. Når solsorten ser en fjende som en kat eller et menneske, høres et meget iørefaldende, skingert kald. Hvis en rovfugl nærmer sig, kan solsort ligesom andre fuglearter bruge et alarmkald i et meget højt toneleje, så det er svært at stedfæste afsenderen.

Solsorten forekommer i hele Europa bortset fra det nordligste Skandinavien og den forekommer desuden østpå gennem det centrale Asien til Stillehavet. Tidligere forekom solsorten i Danmark blot i skove men siden indvandrede den til byerne. I dag er bestanden tættest i villakvarterer og parker mens bestanden er tyndere i løvskov og specielt granskov. Den er udbredt i hele Danmark men forekommer mest talrigt i den østlige del af landet. I skoven bygger solsorten rede i krat i træernes grenkløfter eller på stubbe mens den i haver anbringer reden i hække eller på en stige i en kvasbunke eller i udhuse og carporte. Rugende hunner har vænnet sig til at være tæt på mennesker. Ældre fugle kan få op til tre kuld unger på en sæson. De fleste danske solsorte er standfugle men et vist antal hunner og ungfugle trækker til Tyskland Storbritannien eller Frankrig om vinteren. Når langt de fleste hanner bliver i landet skyldes det formentlig at de derved er bedre stillet i kampen om de gode yngleterritorier det følgende år. De trækkende hunner kan derimod nyde godt af det mildere klima syd- og vestpå så de er i bedre foderstand ved yngleperiodens start. I trækperioden og om vinteren bliver vores solsortebestand suppleret af gæster fortrinsvis fra det øvrige Skandinavien.

Solsorten søger mest føde på jorden. Den lever hovedsagelig af animalsk føde, specielt regnorme, som den lytter sig frem til, men den tager også andre mindre smådyr som snegle og insekter. I skovbunden kan man ofte høre solsorten, når den med hurtige bevægelser af benene eller næbbet spreder visne blade for at kunne komme til byttet. Om vinteren supplerer den med bær og frugt, fx nedfaldsæbler. Den optræder også almindeligt på foderbrættet, hvor den æder både brød og fedt.

Efter en mindre nedgang i slutningen af 1970'erne er bestanden steget jævnt frem til årtusindskiftet. Det skyldes formentlig en kombination af de milde vintre i samme periode, der har mindsket dødeligheden blandt standfuglene, samt væksten i antallet af parcelhushaver og et øget antal småbeplantninger i landskabet, som tilbyder passende leveforhold. Ynglebestanden har i mange år været stabil, mens vinterbestanden kan variere efter vinterens strenghed. Solsorten anses for at være en af de mest talrige ynglefugle i Danmark.