Vindrossel

Vindroslen er den mindste af vore drosler, lidt mindre end sangdroslen, som den ligner. I modsætning til denne har vindroslen vinrøde kropssider og en lys øjenstribe. Desuden forekommer den mere stribet end plettet på brystet. I flugten ses de røde dækfjer på vingernes underside tydeligt, og det har på engelsk givet den navnet Redwing . Herhjemme ser og hører vi den hovedsagelig på trækket, der mest foregår om natten. I efterårsnætter høres ofte dens høje, stemte tsiiip , som bruges til at holde kontakt med flokken.

Der forekommer to underarter af vindroslen. Dels iliacus der har langt den største udbredelse og som yngler i Norge Sverige Finland Polen og Rusland og videre østpå til det nordøstlige Sibirien. Dels coburni der er større og hvis bryststriber flyder mere sammen yngler på Island og i meget begrænset tal på Færøerne. I Danmark yngler vindroslen ikke længere. I Nordskandinavien yngler den i fjeldbirkeskov krat og lysåbne nåle- og blandskove. På Island og Færøerne hvor der ikke er konkurrence fra solsort og sangdrossel opfører vindroslen sig som en solsort på de plæner der forekommer. Herhjemme optræder arten almindeligt på trækket til og fra vinterkvarteret i Syd- og Sydvesteuropa og Nordafrika. Rastende flokke på op til et par hundrede individer ses fortrinsvis i åbent land som overdrev med tjørn og i moser med birke- og pilekrat. I milde vintre overvintrer den også i Danmark især i år hvor tjørnen har sat mange bær. De største flokke ses i Hovedstadsregionen.

Vindroslen lever i yngleperioden især af animalsk føde som orme, snegle og insekter, men i vinterhalvåret tager den mange bær og frugter.

Det første danske ynglefund blev gjort i Korsør Skov i 1967, på et tidspunkt hvor arten ekspanderede sydover. Frem til 1974 blev der årligt gjort 1-2 sikre ynglefund herhjemme, men fra 1974 og i de følgende 30 år er der kun samlet rapporteret om 10-20 ynglefund spredt over hele landet, i overensstemmelse med at den europæiske ekspansion er aftaget fra midten af 1970’erne. Vindroslen er nu formentligt uddød som ynglefugl i Danmark. Årsagen til en generel tilbagegang i Nordeuropa kan muligvis findes i klimamildningen, der forskyder udbredelsen af nordlige arter yderligere mod nord. Vinterbestanden her i landet er fluktuerende, og udviser de største tætheder tilfældigt spredt over hele landet.