Rødbenet har, som navnet siger, lange røde ben — kombineret med en hvid kile op ad ryggen og en hvid vingebagkant, der lyser op i flugten.
Rødbenet er en af de mest almindelige danske vadefugle. Fuglen er karakteristisk med de lange røde ben og det lige rød-sorte næb. Fjerdragten er mere uanseligt gråbrun. I flugten ses de meget karakteristiske hvide vingebagkanter og den hvide kile på ryggen tydeligt. Kaldet og sangen er let genkendelige og høres i yngletiden konstant på mange strandenge.
Rødbenets udbredelse strækker sig fra Island i vest gennem det meste af Europa og videre i et bredt bælte gennem Asien til Stillehavet. I Europa har arten fortrinsvis en østlig og nordlig udbredelse men den forekommer også spredt i Vest- og Sydeuropa. I Danmark er arten vidt udbredt på egnede lokaliteter langs kysten og mere spredt inde i landet. Langt størstedelen af de danske rødben yngler i Vadehavsområdet samt Vest- og Nordjylland. Den samlede danske ynglebestand tæller ca. 6.700 par. Ynglefuglene ankommer fra sidst i marts men i Danmark er rødbenet også en almindelig trækgæst. Der er tale om to forskellige underarter: en nordvestlig (fra Island og Færøerne) som i stort omfang overvintrer i Danmark samt en nord- og centraleuropæisk der inkluderer de danske ynglefugle og som trækker til overvintring i Sydvesteuropa og Nordvestafrika. De islandske ynglefugle ankommer juli-september og forlader os igen i april/først i maj mens de skandinaviske trækgæster omvendt kulminerer under forårstrækket i maj og efterårstrækket i juli-august; i Vadehavet dog til og med september. Som rastelokalitet er Vadehavet i særdeleshed af stor international betydning for arten idet mere end 4000 fugle raster her om efteråret og omkring 1000 nordvestlige rødben overvintrer tilmed i dette område.
Rødbenet lever af forskellige insekter, orme, haletudser og småpadder, som den finder på lavvandede arealer og mudderflader.
Man regner med, at rødbenet har haft sin maksimale udbredelse i Danmark i 1800-tallet, men især siden midten af 1900-tallet er bestanden i mange områder gået kraftigt tilbage. Årsagerne er især afvanding, inddæmning og opdyrkning af artens levesteder. Den store nordskandinaviske og nordrussiske bestande, der overvintrer i Vestafrika, er stabil eller i fremgang, mens den kontinentale europæiske bestand er i moderat tilbagegang.