Hvidklire

Hvidkliren er den største og lyseste hjemlige klire; den er en anelse større end sortkliren. Den har lange, grønlige ben og et langt, mørkt, let opadbøjet næb. I flugten ses en hvid rygkile, der går i et med den lyse hale. Vingerne er mørke uden striber. På ynglepladserne ser man ofte hvidkliren sidde i toppen af et træ, hvorfra den skælder ud, hvis man passerer rede eller unger.

Hvidkliren yngler i Norge Nordsverige og Finland samt i det nordlige Rusland og den sibiriske tajga østpå til Stillehavskysten. Der er desuden en mindre bestand i Skotland. Den foretrukne ynglebiotop er nåleskov med større lysninger af moser eller sumpe. I Danmark ses hvidkliren raste ved søbredder og lavvandede kyster på trækket til og fra vinterkvarteret hovedsagelig i tropisk Afrika mens østligere bestande overvintrer i hele Sydasien og helt til Australien. Sammenlagt kan der raste op til 3-4000 hvidklirer her i landet med de største koncentrationer i Vadehavet under kulminationen først i maj under forårstrækket og fra midt i juli til midt i august under efterårstrækket. Den ses tit sammen med andre vadere specielt rødben.

Hvidkliren lever af mindre hvirvelløse dyr og småfisk. Hundestejler fanges ofte ved, at hvidkliren løber på lavt vand med åbent næb under vandet.

Ynglebestanden i Skandinavien og Østersølandene skønnes til 230.000-470.000 individer og synes stigende, hvilket bl.a. ses i træktallene fra Blåvand Fuglestation.