Tinksmed

Tinksmeden er en lille klire på størrelse med svalekliren. Som hos svalekliren er vinger og ryg spættede, men med lidt lysere grundfarve. I modsætning til svaleklirens sorte vingeundersider har tinksmeden lysere undervinger, men arterne adskilles bedst på deres kald, som de ofte benytter flittigt. Tinksmeden har fået sit navn efter sit advarselskald, som den udstøder fra et udsigtspunkt i mosen, når man passerer redeområdet. Det består af en række skarpe kiv - kiv – kiv , der minder om den lyd, der fremkommer, når smeden tinker , dvs. hamrer på letmetal.

Tinksmeden yngler i Skandinavien Rusland og i Sibirien hvor tajgaen udgør dens hovedudbredelsesområde. I Danmark der udgør artens nuværende europæiske sydgrænse er ynglebestanden efterhånden samlet på nogle spredte lokaliteter i det vestlige Jylland. Det drejer sig primært om hedemoser uden høj vegetation og småsøer og kær i hedeområder. Den største bestand findes i Hanstedreservatet i Thy. I træktiden ses tinksmeden over hele landet i begrænset antal hyppigst i Østdanmark der ligger på ruten fra ynglestederne i det nordlige Skandinavien ned over Europa til overvintringspladserne i tropisk Vestafrika. Det er primært ungfugle der raster i Danmark. De ses især enkeltvis eller i mindre flokke i moser og ved søer hvor de gerne optræder ved mudrede bredder eller ved vandhuller. De voksne fugle overflyver landet og raster i stort tal i Camargue i Sydfrankrig hvor de fælder og opbygger fedtreserver inden det fortsatte træk til Afrika.

Tinksmedens føde består af forskellige mindre hvirvelløse dyr såsom land- og ferskvandsinsekter, heraf fortrinsvis biller. Dyrene fanges på land eller på lavt vand, ligesom tinksmeden kan fange flyvende insekter under løb eller under en kort flyvetur.

Tinksmeden har været udsat for en markant tilbagegang i løbet af det 20. århundrede. I begyndelsen af 1900-tallet ynglede arten i store dele af Jylland, men dræning af hedemoserne og tilplantning af hederne har bevirket, at antallet af egnede ynglepladser er blevet kraftigt reduceret. Efter årtusindskiftet er bestanden i Danmark stabiliseret på over 100 par som resultat af naturpleje og naturgenopretning. Således har arten etableret sig på forskellige heder i Thy, der regelmæssigt ryddes for bjergfyr, og i visse hedemoser i Sydvestjylland, efter at vandstanden er hævet.