I sommerdragten er sortkliren helt sodsort med sorte ben — så mørk, at navnet næsten taler for sig selv. Den har mere svømmehud mellem tæerne end de fleste vadefugle og kan endda jage småfisk svømmende.
Sortkliren er en langbenet og slank vadefugl med langt, smalt næb. I sommerdragt er fuglen overvejende sodsort med sorte ben og er da vanskelig at forveksle med andre arter. I vinterdragt og ungfugledragt har sortkliren lys gråbrun, plettet fjerdragt og røde ben og kan nemt forveksles med rødben. Sortkliren mangler dog rødbenets hvide vingebagkant. Sortklirens flugtkald er et meget karakteristisk og skarpt tjuitt.
Sortkliren yngler i skovmoser og sumpe i det nordlige Skandinavien og det nordlige Sibirien østpå næsten til Beringstrædet. I Danmark er sortkliren en fåtallig forårstrækgæst især først i maj og en almindelig efterårstrækgæst fra juni til oktober. I Danmark raster sortkliren især langs mudrede kyster som regel kun i mindre flokke. I Saltvandssøen i Vadehavet er der dog regelmæssige forekomster af op til 500-1500 fugle. Sortklirens overvintringsområde ligger hovedsagelig i Afrika syd for Sahara hvor de både holder til ved kysterne og inde i landet. Op til nogle få tusinde overvintrer endvidere langs Vesteuropas og Middelhavets kyster. De mere østlige bestande af sortklire overvintrer i Syd- og Sydøstasien.
Sortkliren fouragerer gerne, hvor den kun lige kan bunde. Den æder alle mulige slags smådyr, ikke mindst en del småfisk såsom hundestejler. Sortkliren er en udmærket svømmer, der har mere svømmehud mellem tæerne end mange andre vadefugle, hvilket den af og til udnytter under fourageringen.
De danske trækgæster, som yngler i Nordeuropa og overvintrer i Vest- og Nordafrika, er del af en bestand på mellem 60.000 og 160.000, som er fluktuerende.