Lille Præstekrave

Præstekraverne er små vadefugle, mindre end en stær, med kort næb. De har alle en hvid halskrave, der står i kontrast til de markante sorte ansigtstegninger, og som har givet anledning til navnet. Den lille præstekrave er en smule mindre og slankere end den mere almindelige stor præstekrave, men de voksne fugle kendes især på den gule øjenring, det mørke næb og de lysebrune ben, der adskiller sig fra stor præstekraves orange ben. I flugten kendes den fra den store og den hvidbrystede præstekrave på det manglende lyse vingebånd.

Lille præstekrave er udbredt i Europa og store dele af Asien. Den forekommer spredt over store dele af Europa med undtagelse af det nordlige Skandinavien. Den naturlige biotop for arten er flod- og søbredder men en stor del af de europæiske fugle yngler i dag i menneskeskabte biotoper som grus- og lergrave samt vejvandsbassiner i takt med at antallet af naturlige biotoper er reduceret. I Danmark yngler lille præstekrave fåtalligt og spredt på egnede lokaliteter i hele landet. Arten skifter ofte yngleplads når forholdene på de gamle ynglesteder bliver mindre egnede pga. tilgroning eller udlægning til rekreativt område eller losseplads. Ankomsten finder sted i april og fuglene forlader os igen i august-september. Inden de trækker sydpå optræder de enkeltvis eller i mindre flokke ved søbredder og langs vore kyster. I træktiden besøges Danmark formentlig kun af få nordeuropæiske fugle. De fleste europæiske små præstekraver overvintrer i Afrika syd for Sahara mens mindre antal overvintrer i Middelhavslandene og Mellemøsten. De asiatiske fugle overvintrer i Syd- og Sydøstasien.

Lille præstekrave lever hovedsagelig af insekter, edderkopper og andre mindre hvirvelløse dyr som snegle og krebsdyr. De søger føden i jordens overflade eller på lavt vand.

Lille præstekrave har oplevet en markant fremgang i Danmark i løbet af det 20. århundrede i takt med at efterspørgslen på grus steg i tiden efter 2. verdenskrig. Indtil omkring 1970 forekom lille præstekrave i langt overvejende grad i landets østlige egne, men siden har arten ekspanderet vestpå, bl.a. som følge af øget grusgravning i Jylland. Samtidig er bestanden i Danmark steget fra under 200 par til omkring 600.