Splitterne

Splitternen er en ret almindelig fugl i de danske farvande, men ynglebestanden er fordelt på kun 10-15 lokaliteter. Den er den største af de almindeligt forekommende ternearter, og den kendes let på det sorte næb med gul spids og den sorte nakketop. I flugten kan den kendes på de dybe vingeslag og den karakteristiske stemme: et hæst og skarpt "krii-ææh" .

Splitternen yngler i Europa og Amerika hvor den forekommer langs USA's sydøstkyst i Caribien og langs Sydamerikas østkyst. I Europa findes arten i to områder dels omkring Nordeuropas kyster dels omkring Middelhavet Sortehavet og Det Kaspiske Hav. I Danmark yngler splitternen ret spredt og forekommer især i kolonier på små ubeboede øer og holme ved kyster og fjorde næsten altid i hættemågekolonier. Splitternerne indtager kollektivt centrum af hættemågekolonien efter at hættemågerne er i gang med at yngle. Her udnytter de mågernes forsvar af kolonien. De største kolonier findes langs den jyske vestkyst og på Hirsholmene. Kolonierne kan flytte fra sæson til sæson bl. a. i forbindelse med at hættemågekolonier forsvinder. Kolonien på Langli ved Skallingen var i 2006 på 3300 par dvs. over halvdelen af landets ynglebestand. Da splitternen kun findes i begrænset omfang nord for Danmark er den en ret fåtallig trækgæst herhjemme. Det er således overvejende danske fugle som ses på træk. Efter yngletiden fælder vores splitterner i stort antal i Sydvestjylland og ved Blåvandshuk er der således talt op til 10.000 fugle hvilket gør lokaliteten til et område af international betydning for arten. Splitternen overvintrer ud for Vestafrika og i Guineabugten; i de senere år er arten dog begyndt at overvintre i det sydlige Europa og så langt nordpå som De Britiske Øer.

Splitternen lever helt overvejende af forskellige småfisk som tobis, brisling og sild, men krebsdyr, bløddyr og orme indgår også i føden. Den fouragerer længere til havs end de øvrige terner og end hættemågen, hvad der bevirker, at splitternen ikke konkurrerer med de nævnte arter om føden.

I Nordvesteuropa har bestanden fluktueret, men i de senere årtier er den generelt gået moderat tilbage, bl.a. på grund af forstyrrelser på ynglepladserne. Også den danske bestand har siden midten af sidste århundrede generelt været på retur. Den følger dermed sin værtsfugl, hættemågen, hvis bestand er i markant tilbagegang. Som følge af oprettelsen af ø-reservater i 1970'erne gik bestanden dog frem i løbet af 1980'erne. I 2006 toppede bestanden på over 6000 par, men siden da har bestanden ligget mere stabilt på ca. 4000 par. En mindre del af fremgangen kan tilskrives fugle fra en forladt koloni i det tyske vadehavsområde.