Gravand

Gravanden er på størrelse med en mindre gås. Den er let kendelig på sin overvejende hvide fjerdragt med brunt brystbånd, rødt næb med knop og metalgrønt hoved. Kønnene er ens; dog har hannen en mere veludviklet, rød knop på næbbet. Den er systematisk set placeret i sin egen gruppe, hverken som svømmeand eller gås, sammen med den i Danmark kun sjældent forekommende rustand. Den adskiller sig fra andre ænder bl.a. ved, at kønnene stort set er ens, og at begge forældre hjælper til med ungeopfostringen.

Der findes to ret adskilte bestande af gravand i Europa: Én i Nordvesteuropa fra det sydlige Sverige til Storbritannien og Frankrig og én i Middelhavsområdet og østover gennem Centralasien. I Danmark findes gravanden især langs kysterne ved lavvandede områder men også inde i landet ved vandløb og søer. De største ynglebestande findes ved Vadehavet samt ved Randers fjord Limfjorden Odense Fjord og Isefjord. Kønnene skiftes til at ruge på æggene som typisk er placeret i et hul f.eks. en forladt rævegrav eller et hult træ. Ællingerne bliver hurtigt uafhængige af de voksne fugle og allerede 2-3 uger gamle færdes de i småflokke på strandengene på jagt efter føde. Gravanden gennemfører et fældningstræk til et relativt lille område i det tyske vadehav hvortil de første fugle trækker i juni mens ynglefuglene først ankommer i juli-august. Når fældningen er overstået spredes gravænderne men mange bliver i vadehavsområdet vinteren over. I isvintre trækker de dog gerne længere sydpå.

Gravanden lever mest af små muslinger og krebsdyr. Gravandeparret forsvarer et egentligt fødeterritorium, typisk ved en strandeng. Her finder den sin føde i vandhuller og på sandbanker tæt på kysten.

Gravanden var indtil 1920'erne en ret sjælden fugl i Danmark, men efter fredning i 1922 steg bestanden langsomt, men støt. Den tidligere bestandsfremgang betød, at arten bredte sig, således at den ikke længere kun ynglede langs kysterne, men også på indlandslokaliteter langs søer og åer. Siden slutningen af 1900-tallet har bestanden dog været i tilbagegang. Det gælder både sommer- og vinterbestanden, men vinterbestanden oplever stadig større årlige fluktuationer.