Lille lappedykker foretrækker nydannede søer uden fisk — så slipper den både for at konkurrere om føden og at blive ædt af gedder.
Lille lappedykker er den mindste af vore lappedykkerarter. Den har en kompakt facon, og sommerdragten mangler de øvrige lappedykkeres hovedfjerprydelser. Fuglen er mørk og har tydelige gule pletter i mundvigene. Vinterdragten er lysere. På grund af artens beskedne størrelse og dens levested, som ofte er små søer og damme, kan den i farten let forveksles med blishøne og grønbenet rørhøne samt krikand eller endog større vandfugles unger.
Lille lappedykker yngler i Europa det nordligste Afrika samt syd for Sahara og Syd- og Sydøstasien. I Europa udgør Skotland Danmark og Sydsverige nordgrænsen; i resten af Europa er den ret udbredt. Her i landet forekommer den i alle landsdele men der er stor forskel på tætheden. De fleste ynglepar forekommer på Øerne samt i det østlige Jylland mens arten er fåtallig i Vestjylland. Udbredelsen afspejler forekomsten af den foretrukne ynglebiotop som er mindre næringsrige lavvandede søer og moser. Den kan også yngle i større søer med rørsump. Om vinteren samler fuglene sig i åmundinger fjorde og havne. Her kan man specielt i strenge vintre se større flokke af lille lappedykker på op til nogle hundrede individer f.eks. i Københavns Sydhavn Kalveboderne Roskilde Fjord Odense Fjord og Gudsø Vig ved Fredericia. Nogle individer trækker sydpå og f.eks. i Rhindeltaet i Holland samler der sig store flokke om vinteren.
Lille lappedykker lever hovedsagelig af vandinsekter og deres larver, men også af krebsdyr og små fisk, specielt om vinteren. Ungerne lever af insekter og larver samt plantemateriale i et vist omfang. Arten konkurrerer med forskellige fiskearter om føden. Det gør nydannede søer uden fiskebestand attraktive som ynglebiotop, også da den samtidig undgår forfølgelse fra gedder.
Ynglebestanden i Danmark har været stabil siden 1990’erne, når man ser bort fra, at bestanden generelt kortvarigt reduceres kraftigt efter hårde isvintre. Den europæiske bestand har generelt været stabil, men der har været en langsigtet tilbagegang i Tyskland og Holland, formentlig som følge af ødelæggelse af ynglepladserne.