Havesanger

Med sin ensfarvede, gråbrune fjerdragt er havesangeren måske den mindst iøjnefaldende af de danske sangere; til gengæld har den en livlig sang, som gerne sammenlignes med solsortens, bare i et lidt højere tempo. Blandt sangerne må havesangeren karakteriseres som kraftig; den er på størrelse med en musvit, men fører en meget mere skjult tilværelse. Den gemmer sig i krat, høje urter eller buskads og er svær at få at se i fuld figur. Bemærk i øvrigt især næbbets form, der adskiller den fra andre sangere i Danmark – det er et næb der minder mere om mejsernes end om et sangernæb.

Havesangerens udbredelse strækker sig fra Europa i et bælte ind i det vestlige Asien. Arten yngler over det meste af Europa dog kun spredt i det sydlige Europa ligesom den som de øvrige sangere mangler på Island. I Danmark yngler den over hele landet dog generelt med faldende hyppighed mod vest. På Bornholm er havesangerens bestandstæthed påfaldende; her er den således den mest almindelige af de egentlige sangere og forekommer med ca. fire gange så høj tæthed som i resten af landet. Havesangeren yngler i frodige løvskove med rig undervegetation hvor den holder til i skovbryn og lysninger i moser på overdrev i småbeplantninger med løvtræer og buske i haver m.m. Den er en meget almindelig trækgæst i Danmark. De skandinaviske fugle trækker til overvintring på savannen syd for Sahara og en del af disse fugle trækker i december længere sydpå til det sydøstligste Afrika. Nogle havesangere kan således i løbet af et år trække op til 16.000 kilometer frem og tilbage mellem ynglepladsen og overvintringskvarteret.

Havesangerens føde i ynglesæsonen udgøres af insekter og deres larver samt edderkopper, mens den uden for ynglesæsonen primært tager planteføde, især bær.

Efter et lavpunkt i begyndelsen af 1970'erne som følge af ekstrem tørke i 1969 i Sahelregionen, som havesangeren passerer på vej mod vinterkvarteret sydligere i Afrika, steg bestanden frem til en foreløbig kulmination omkring 1980. Tendensen i Danmark har siden været svagt faldende, hvilket står i modsætning til udviklingen i de andre skandinaviske lande. I Sverige vurderes arten således at være i mulig fremgang.