Når et forelsket par kaldes "turtelduer", refererer det til arternes parringsspil, hvor magerne piller hinandens hovedfjer og hannen ritualiseret fodrer hunnen. Navnet kommer af den lavmælte "turrr turrr"-kurren.
Turtelduen er den mindste og sjældneste af vore hjemlige duer. Den er slank og elegant og nært beslægtet med tyrkerduen, som den også ligner i kropsbygning. I modsætning til tyrkerduen har turtelduen orangebrune, sortspættede vinger, og den voksne turteldue har en sort- og hvidstribet halsplet i modsætning til tyrkerduens smalle, sorte, hvidrandede halsbånd. Halen, der er vifteformet, er mørk med lyse kanter. Turtelduen har fået både sit videnskabelige og sit danske navn efter sin lavmælte, ensformige, vedvarende kurren, turrr turrr turrr , der kan lyde som en knallert på afstand. Når ordet ”turtelduer” bruges om et forelsket par, hænger det sammen med fuglenes parringsspil, hvor magerne gensidigt piller hinandens hovedfjer, og hvor hannen ritualiseret fodrer hunnen. Ligesom hos andre duer holder parrene sammen i hele ynglesæsonen, og begge forældrefuglene tager sig af yngelplejen.
Turtelduen er udbredt i Europa og østpå til Centralasien samt i det nordlige Afrika. I Europa forekommer turtelduen næsten overalt bortset fra størstedelen af Skandinavien og den nordligste og vestligste del af De Britiske Øer. Herhjemme yngler turtelduen kun i det sydligste Jylland. Generelt yngler den især i områder med småskove eller levende hegn omgivet af både dyrkede og udyrkede områder men i Sønderjylland foretrækker den nåleskovsplantager på mager jord hvad der gør den vanskelig at observere. Den er ikke knyttet til mennesker som tyrkerduen. I modsætning til tyrkerduen der er standfugl er de europæiske turtelduer langdistancetrækkere. De overvintrer i et bredt bælte tværs over tropisk Afrika nord for Ækvator.
Turtelduen indtager et bredt udvalg af frø og plantedele fra både vilde planter og kulturplanter, som den primært finder på jorden. Dens føde består i langt højere grad end tyrkerduens af vilde urter.
Danmark ligger på artens nordgrænse, og turtelduen optræder da også først som ynglefugl herhjemme i 1918 ved Ribe. Under atlasprojektet 1971-74 blev der registreret en del sandsynlige og mulige ynglefugle spredt over store dele af landet, men der blev kun gjort ét sikkert ynglefund, på Sydfanø, og mange af de registrerede ynglefugle har formentlig kun været strejfgæster. Under atlasundersøgelsen 1993-96 forelå en del sikre ynglefund, alle i Sønderjylland, og bestanden blev vurderet til ca. 100 par, primært i sønderjyske nåletræsplantager samt i plantager mellem Vorbasse og Varde. Omkring 2010-12 blev bestanden stadig vurderet til 100-150 par, men herefter begyndte en generel tilbagegang i store dele af Europa, som nu også har smittet alvorligt af på Danmark. Således er turtelduen siden omkring 2015-16 gået massivt tilbage i både Danmark og Nordtyskland, og er nu (2022) næsten forsvundet som dansk ynglefugl. Årsagerne kendes ikke i detaljer, men det vurderes at en massiv jagt i Sydeuropa under trækket og i vinterkvarteret og et mere intensivt landbrug med ringere fødemuligheder kan have bidraget til tilbagegangen. Dertil måske ukendte faktorer i vinterkvartererne i Afrika.