Tyrkerduen ankom til Skagen i 1950 og spredte sig på få årtier til hele Danmark — én af de hurtigste fuglekolonisationer i landets historie. De seneste år er bestanden dog halveret igen.
Tyrkerduen er en lille, elegant beigefarvet due, på størrelse med en tamdue, med en iøjnefaldende smal, sort halsring. Arten har en meget karakteristisk sang (kurren): ku-kuuuh-ku , som gentages hurtigt.
Tyrkerduens oprindelige levested er Asien hvor den i dag optræder fra Tyrkiet og østpå gennem Indien til Kina. Det danske navn er oversat fra det tyske navn Türkentaube. Dette navn beror formentlig på at arten da den blev beskrevet af vestlige videnskabsmænd i midten af 1800-tallet især var kendt fra Tyrkiet hvor den i hvert fald har optrådt fra 1700-tallet. Fra Tyrkiet og Balkan er den i løbet af 1900-tallet ekspanderet markant op gennem Europa og i 1948 blev den første gang registreret i Danmark. Det første sikre ynglefund herhjemme stammer fra Skagen i 1950. I dag er arten udbredt i hele Europa undtagen i de nordligste dele af Skandinavien Finland og Rusland. Det er omdiskuteret hvad der er grunden til artens voldsomme ekspansion. I Danmark yngler den spredt over hele landet og foretrækker områder med villahaver erhvervsområder havnearealer jernbaneterræn parker og landsbyer. I centrum af større byer i skov og i det åbne land er den derimod mindre almindelig. I Danmark er de fleste tyrkerduer standfugle som om vinteren kan samles i større flokke på f.eks. høstede kornmarker og nær kornsiloer hvor de finder føde. Nogle af fuglene trækker syd- og vestpå og tilbringer vinteren i Sydvesteuropa.
Tyrkerduen lever, ligesom de andre duer, af diverse plantedele og korn. Ungerne fodres med den specielle duemælk, som er et ildelugtende fedt- og proteinrigt sekret, som forældrene opgylper fra kroen. Det betyder at duen, i modsætning til de fleste andre småfugle, ikke er afhængig af at fange insekter til ungerne.
Efter ynglefundet i Skagen i 1950 spredte tyrkerduen sig hurtigt til resten af Jylland og siden til Øerne. Fra 1980'erne var den jævnt udbredt over hele landet. Fremgangen skal måske ses som et resultat af den stigende urbanisering, som har øget antallet af egnede ynglelokaliteter. De seneste årtier er ynglebestanden halveret, og arten blev derfor jagtfredet i 2020. Også i det øvrige Nordeuropa er arten på retur, mens den er i fremgang i Centraleuropa.