Dværgterne

Dværgternen er kun ca. halvt så stor som havternen og dermed Europas mindste terne, på verdensplan kun overgået af den marginalt mindre amerikansk dværgterne (Least Tern, S. antillarum ). Dværgternen kan kendes på den hurtige, ”svirrende” flugt samt den hvide pande, de 1-3 sorte håndsvingfjer og det gule næb med sort spids. Man skal dog ikke lade sig narre af, at den sorte næbspids helt kan mangle. Næbspidsen mindskes nemlig i løbet af ynglesæsonen og mangler ofte helt mod slutningen af sæsonen, hvor mange voksne dværgterner har et helt gult næb. Næbbet farves derefter gradvist mørkere for at blive helt sort i vinterdragten, og næste forår starter processen forfra, når fuglene atter skifter til yngledragt. Dværgterner yngler normalt først, når de er to år eller ældre (dvs. når de er i deres 3. kalenderår eller ældre, 3K+), og det antages, at de etårige fugle tilbringer deres første sommer i vinterkvarteret eller i det sydlige Europa. Nyere forskning med anvendelse af farveringmærkning har imidlertid afsløret, at et lille antal etårige fugle hvert år optræder i kolonier herhjemme uden at skride til yngel. I 2021 lykkedes det endda at dokumentere to etårige kuldsøskende rugende på Rømø kun ca. 10 m fra hinanden og inden for 50 m af, hvor de var klækket året før. Disse etårige fugle ligner til forveksling de ældre ynglefugle og kan oftest kun identificeres på grund af en meget markant lang, sort næbspids. Man bør være opmærksom på, at ungfugle af hav- og fjordterne også har hvid pande, hvilket ofte fører til forveksling med dværgterne.

Dværgternen yngler med spredte forekomster i alle verdensdele uden for de polare områder samt Nord- og Sydamerika. I Europa er der spredte forekomster langs de fleste kyststrækninger samt på sand- og grusøer i større floder især i Italien Spanien Frankrig Polen Litauen Belarus og den europæiske del af Rusland. De nordligste bestande er i Skotland ved bunden af Den Botniske Bugt og langs den finske kyst men disse bestande er generelt små. I Danmark er dværgternen en udpræget maritim art der foretrækker vegetationsløse sandstrande med relativt lidt færdsel. Arten yngler dog også på enkelte indlandslokaliteter med et maritimt præg f.eks. ved Tissø og Tystrup Sø i Vestsjælland. Dværgternen er en såkaldt pionerart der hurtigt – ofte som den første fugleart – tager nyopståede vegetationsløse sand- og grusrevler i besiddelse og her etablerer deres kolonier indtil de lokale forhold mister deres attraktivitet (f.eks. på grund af tilgroning) hvorefter lokaliteten opgives og fuglene flytter til en ny og mere attraktiv lokalitet. Den danske ynglebestand svinger mellem 600 og 800 par med den største koncentration i Vadehavsområdet hvor der findes flere store kolonier på Rømø og Fanø med omkringliggende sande samt i de senere år ved Blåvandshuk. Arten yngler med enkelte par eller i små kolonier spredt langs de fleste danske kyster men også på Læsø på den nyligt etablerede Krik Sandø ved Agger Tange Saltholm Sækkesand ved Møn på Rødsand syd for Lolland og ved en række vest- og sydvestsjællandske kystlokaliteter forekommer rimeligt store ynglekolonier. I Nordsjælland langs Sydjyllands østkyst og på Bornholm mangler arten helt som ynglefugl. Om efteråret trækker dværgternen sydpå for at tilbringe vinteren i de lavvandede næringsrige områder langs Afrikas vestkyst. I forbindelse med dette træk optræder fugle fra de svenske finske og østeuropæiske bestande som passerer Danmark og Slesvig-Holsten på deres vej til og fra Vade-havet og Europas vestkyst.

Dværgternen søger især føde på lavt vand nær kysten og i søer, hvor den fra 3-10 meters højde styrter sig i vandet for at fange småfisk (tobis, hundestejle og fiskeyngel af forskellige arter) samt rejer og andre krebsdyr, som alle typisk er mindre end de fødeemner, der tages af de øvrige ternearter.

Det er uhyre vanskeligt at holde præcist styr på den danske ynglebestand af dværgterne, fordi arten typisk yngler i forholdsvis små kolonier på udsatte sandstrande og lave revler og er kendt for at flytte meget rundt. Arten udviser derfor ofte store regionale udsving fra år til år. Sammenholdt med et meget stort antal potentielle ynglelokaliteter i Danmark betyder dette, at en betydelig del af ynglebestanden let kan unddrage sig registrering, medmindre der gøres en målrettet, landsdækkende indsats. Dette betyder, at de fleste tidligere opgørelser over den danske ynglebestand skal tages med et gran salt, fordi de generelt har undervurderet bestandens størrelse ved ikke at kompensere for manglende dækning af relevante ynglelokaliteter. Ifølge de seneste opgørelser, hvor der er gjort forsøg på at korrigere for utilstrækkelig dækning, talte den danske bestand af dværgterner ca. 800 ynglepar i begyndelsen af 1970’erne. I slutningen af 1980’erne var bestanden faldet til ca. 500 par, men voksede så atter til ca. 650 par i 2001. Herefter faldt bestanden atter til et lavpunkt på knap 500 par i 2006, men har siden atter været stigende. I 2021 blev der registreret i alt 622-686 ynglepar, som, når der kompenseres for manglende data fra en række lokaliteter, vurderes at svare til en reel ynglebestand på ca. 750 par. Antallet af besatte ynglelokaliteter er igennem perioden faldet markant, og der ses en tydelig tendens til, at dværgternerne rykker sammen i større kolonier på et reduceret antal lokaliteter. Den danske ynglebestand af dværgterne trues af en lang række faktorer, hvoraf de alvorligste trusler er prædation fra især ræv, en stigende hyppighed af ekstreme sommerhøjvander, der hyppigt bortskyller alle æg og unger i udsatte kolonier, og øget menneskelig færdsel. Optræden af ræve og den øgede menneskelige færdsel presser stadigt hyppigere arten ud på afsides, lavtliggende sande, der er særligt udsatte for oversvømmelse. For at beskytte arten er der i de senere år taget initiativ til at sikre en række vigtige koloniområder på højvandssikrede lokaliteter ved at indføre færdselsforbud i yngletiden og etablere elektriske hegn mod ræve omkring kolonierne. Udviklingen i Danmark ses også på europæisk plan med en generel tilbagegang indtil 1990’erne, hvorefter bestandene er stabiliseret. Dette er fortrinsvis opnået gennem initiativer til beskyttelse af artens koloniområder ved at indføre overvågning og adgangsforbud i yngletiden samt hegning mod prædatorer. I Østeuropa er arten fortsat i tilbagegang.