Havterne

Havternen er den almindeligste af de danske terner. Den ligner fjordternen, men er slankere og lettere og har længere hale og kortere ben end denne. Benene på stående fugle er påfaldende korte, og den går dårligt, især i højere urtevegetation. Den voksne havterne har mørkerødt næb, hvor fjordternens er orangerødt med sort næbspids. Det er den fugl i verden, der på trækket tilbagelægger de største afstande. Således trækker den nordgrønlandske ynglebestand helt til Antarktis for at overvintre. Havternen er en fantastisk flyver, der ofte ses jage langt fra reden.

Havternen yngler i kolonier langs kysterne hele vejen rundt om Nordpolen så langt nordpå som der forekommer åbent vand om sommeren. I Europa er der bestande så langt sydpå som til den nordtyske Østersøkyst og den hollandske Vadehavskyst. I Danmark der ligger tæt på artens sydgrænse yngler den i kolonier der svinger i størrelse fra nogle få til knap 400 par. Alle kolonier herhjemme ligger ved kysten fx i fjorde. Så snart havternerne ankommer fra deres vinterkvarterer kan man se hunnerne sidde på bundgarnspæle og sten og vente utålmodigt på godbidder som deres udkårne bringer dem. Rederne er simple og består ofte blot af en fordybning i sandet hvilket hænger sammen med at havternen som nævnt er ret ubehjælpsom på jorden. De største kolonier ligger på Rømø Læsø Musholm i Storebælt og på Saltholm. Desuden findes der større kolonier langs den jyske Vestkyst og i Det Sydfynske Øhav. Allerede i juli-august påbegyndes trækket sydpå langs Vesteuropas og Vestafrikas kyster til Sydafrika hvorfra de fleste fugle trækker videre sydpå til nær pakisen rundt om Antarktis hvor de søger føde i det planktonrige bælte rundt om kontinentet.

Havternen er i sin fødesøgning udpræget tilknyttet havet. Den lever hovedsagelig af småfisk og krebsdyr, som den fanger i hurtige styrtdyk efter at have svirret over byttet i flere sekunder. Den tager også insekter, som den kan jage og fange i luften.

Fra omkring 1970, hvor de første sikre data foreligger, er bestanden af havterne gået svagt frem, hvilket kan hænge sammen med oprettelsen af ø-reservaterne. Der er dog sket store ændringer i koloniernes placering og størrelse; f.eks. er den samlede bestand på Læsø, der er spredt ud på flere kolonier, tredoblet i perioden, mens andre kolonier er forladt, måske pga. sølvmågens fremgang.