Lille Kjove

Den lille kjove er den mindste og spinkleste af vore fire kjovearter. Den er på størrelse med havternen og kan også minde om en terne i flugten, når den angriber fjeldvandrere på de laplandske fjeldheder. De to midterste halefjer på de voksne fugle er meget lange og iøjnefaldende. De voksne kjover har i sommerdragten en elegant grå overside og en mørk underside med hvidt bryst og nakke, der kontrasterer den mørke hætte. I modsætning til de andre kjovearter forekommer der ikke lyse og mørke varianter af fjerdragten hos de voksne fugle. Derimod varierer ungfuglene i dragten. De har dog alle lyse tværbånd på hele kroppen, tydeligst på undergumpen.

Den lille kjove yngler på højfjeldet og tundraen fra det nordlige Skandinavien over Ruslands og Sibiriens Ishavskyster videre til Alaskas og Canadas nordkyster og til Grønlands vest- og østkyst. I Skandinavien yngler den lille kjove i Norge det nordvestlige Sverige og det nordlige Finland samt i meget begrænset antal på Svalbard mens der er større bestande i Rusland og i Nordamerika. De skandinaviske og russiske fugle overvintrer ligesom den almindelige kjove på åbent hav i den tempererede del af Sydatlanten. Om efteråret trækker fuglene vestpå hovedsagelig over åbent hav og drejer først sydpå langt ude i Atlanterhavet. Det betyder at det normalt er ret få fugle der ses på trækket herhjemme. Det drejer sig især om ungfugle; de fleste fugle ses langs den jyske vestkyst i kraftig vestenvind men den lille kjove iagttages også langs Østersøens og Kattegats kyster. Om foråret ses den meget sjældent på trækket og der optræder også kun ganske få sommergæster.

Den lille kjove lever i ynglesæsonen især af lemminger. Ynglesuccesen er markant størst i år med mange lemminger. Den supplerer dog føden med fugleunger og æg samt andre smådyr, herunder også insekter, samt bær, især revling. Uden for ynglesæsonen lever den i vid udstrækning af mindre fisk og krebsdyr, som den gerne røver fra andre fugle, bl.a. terner.

Bestanden anses generelt for at være stabil i Europa, men der foreligger ikke nøjagtige data for bestandene i Grønland og Rusland. Fra år til år fluktuerer bestanden dog en del, afhængig af om det er lemmingeår eller ej. Hos os kan den visse år optræde invasionsagtigt, som det f.eks. var tilfældet i 1988, hvor der undtagelsesvis også optrådte mange voksne fugle.