Atlingand

Atlinganden er en af vore mindste ænder, kun lidt større end krikanden. Navnet atling er jysk for efternøler og hentyder til, at man tidligere mente, at den kom fra det sidste æg i gråandens kuld. Hannen kendes på sit rødbrune hoved med en markant hvid øjenbrynsstribe. Hunnen kan pga. størrelsen forveksles med krikandens hun, men mangler dennes grønne vingespejl.

Atlinganden yngler i et bredt bælte i den tempererede zone fra Vesteuropa over Rusland og Asien til Stillehavet i øst. Hovedparten af bestanden yngler i det centrale Rusland. I Europa er den fåtallig i Vesteuropa og den forekommer ikke i det nordligste og sydligste Europa. I Danmark forekommer arten spredt men den er meget fåtallig på Fyn og i det østlige og centrale Jylland. Den optræder både på strandenge og indlands i lavvandede næringsrige søer og moser gerne omgivet af sumpede enge. På de fleste danske lokaliteter yngler kun et eller to par men i Tøndermarsken Vejlerne og på Tipperne optræder den i lidt større koncentrationer. Atlinganden er den danske and der trækker længst bort om vinteren. Vinterkvarteret for de europæiske fugle ligger ved de vestafrikanske floddeltaer syd for Sahara. I træktiden besøges Danmark af nordligere fugle men eftersom vi ligger tæt på nordgrænsen optræder de også her kun i begrænset antal.

Atlinganden lever både af dyrisk føde og planteføde, som den oftest tager ved at svømme med hovedet under vandet. Det drejer sig bl.a. om vandinsekter og deres larver samt krebsdyr, blade og rødder.

Atlinganden oplevede en tilbagegang herhjemme i tiden omkring 2. verdenskrig pga. dræning og opdyrkning af moser. Det ramte mest indlandsbestanden. I de sidste årtier af det 20. århundrede stabiliseredes bestanden imidlertid, men der er sket store bevægelser, hvad angår ynglestedernes fordeling. Siden det første atlasprojekt i 1971 har antallet af kvadrater med ynglende atlingand været faldende, mens de dele af landet, hvor den er registreret som ynglefugl, har varieret. Da Danmark ligger tæt på artens nordgrænse, er der store årlige fluktuationer, afhængigt af vejret. Således betyder varme og nedbørsrige forårsmåneder en vækst i antallet af ynglepar. Generelt har arten været udsat for tilbagegang i Europa. Det skyldes tørlægning af yngleområderne pga. strukturændringer i landbruget, men også påbegyndt risdyrkning på de oversvømmede arealer langs de vestafrikanske floder, hvor arten overvintrer.