Skeandens brede, skeformede næb er forsynet med fine lameller, der filtrerer plankton og småkrebs ud af vandet — som et nørklet sigteapparat.
Skeanden er en af de mest specielle og iøjnefaldende andefugle i Danmark. Den smukke, farverige fjerdragt og det mærkværdige, skeformede næb gør hanner i sommerdragt lette at kende. Hunnens fjerdragt minder meget om gråandens, men fuglen er tydeligt mindre, og så afslører næbbet som regel dens sande identitet.
Skeanden er vidt udbredt i Europa Asien og Nordamerika. I Europa er den især nordøstlig i sin udbredelse men forekommer spredt over store dele af kontinentet. I Danmark er skeanden en fåtallig ynglefugl som er udbredt over hele landet. Den optræder i størst antal i de østlige egne hvor den udover at optræde på strandenge også forekommer inde i landet i næringsrige søer og moser. De største bestande findes i Tøndermarsken. Efter yngletiden raster skeænderne ved lavvandede kyster lagunesøer fjordområder og i ferskvandssøer. Siden oprettelsen af Ulvshale-Nyord reservatet i 1989 har denne lokalitet været den vigtigste for rastende skeænder med op til 2.600 fugle om efteråret. De nordvesteuropæiske skeænder overvintrer i Kanalegnene og i England hvorimod de russiske bestande overvintrer omkring Middelhavet og Sortehavet. Herhjemme er skeanden en fåtallig vintergæst.
Skeanden lever især af plankton, krebsdyr, insekter og frø, som den sir fra vandet med sit næb, der er forsynet med lameller.
I 1900-tallet har bestandene af skeand i Nord- og Vesteuropa været i fremgang, idet tilførsel af næringsstoffer til vådområderne har øget algemængden og dermed skeændernes fødegrundlag, krebsdyrene, der lever af alger. Når der udledes for mange næringsstoffer, giver det imidlertid bagslag, idet algerne så tager overhånd og gør vandet uklart. Det medfører, at rovfisk som gedder og aborrer mistrives, og mængden af fisk som skaller og brasen, der lever af krebsdyr, øges til skade for bestanden af skeænder. Den danske bestand af skeænder har formodentlig ligget på omtrent det samme niveau i de seneste årtier, men bestanden er generelt præget af store udsving. Siden 2010 har bestanden været nogenlunde stabil, men udviser dog en svag tendens til tilbagegang.