Ederfugl

Ederfuglen er en stor, kraftig andefugl med en karakteristisk trekantet hovedprofil uden tydelig overgang mellem hoved og næb. Hannen er i pragtdragt et fantastisk syn med sit ferskenfarvede bryst og det hvid-sort-grønne hoved. Hunnen er diskret i farverne med brun, tværvatret fjerdragt. Flokke af ederfugle fremstår gerne meget spraglede, da hannerne gennemgår flere fjerdragter, inden de er udfarvede efter tre år.

Ederfuglen yngler cirkumpolart langs kysterne af Europa Asien og Nordamerika med den nordligste udbredelse i Nordgrønland og den sydligste omkring New Foundland i Canada. I Europa er ederfuglen hovedsagelig udbredt langs Atlanterhavskysten (mod syd til Bretagne) og i Østersøen. I Danmark yngler arten vidt udbredt i de indre danske farvande men også i så godt som alle vore fjorde og i Vadehavet. Ederfuglen yngler gerne i kolonier især på holme og småøer i saltvand eller brakvand. De danske farvande er af særdeles stor international betydning for den nordvesteuropæiske bestand idet omkring 30 % af den overvintrer her. Arten er således en meget almindelig trækfugl i Danmark og op mod 86.000 fugle er set på én dag trække forbi Gedser Odde som sammen med Sydlolland og Sydlangeland nok er de bedste lokaliteter for ederfugletræk.

Ederfuglen lever primært af blåmuslinger, men den æder også andre muslinger, snegle, fisk, søstjerner og krebsdyr. Føden tages gerne i de mere lavvandede havområder, men arten er i stand til at dykke ned på over 20 meters dybde efter føde.

Igennem det meste af 1900-tallet har ederfuglebestanden i Danmark og resten af Europa været i fremgang. Fra en dansk ynglebestand på omkring 1.200-1.500 par i 1930'erne steg bestanden til omkring 23.000-25.000 par i 1990-2000. Flere ø-reservater, bedre fredningsforhold og øget tilførsel af næringsstoffer til de danske farvande, der har øget bestanden af blåmuslinger, menes at være årsagerne til denne udvikling. Siden er bestandsudviklingen stagneret, og i 2010 talte bestanden fortsat 24.500-25.500 par. Ved landsoptællingen omkring 2020 var bestanden imidlertid gået tilbage med en tredjedel til 16.500-17.500 par. I landene omkring Østersøen begyndte bestanden at gå tilbage allerede efter midten af 1990’erne, og siden da har bestanden været i tilbagegang. Nedgangene menes at være forårsaget af hyppigere sæsoner med nedsat mængde og kvalitet af føde, øget prædation på de rugende hunner og ællingerne (bl.a. fra et stigende antal havørne) samt stigende belastning fra sygdomme og parasitter. Betydningen af jagt i Danmark har været aftagende, idet mulighederne for at drive jagt på hunner blev reduceret fra 2004, og siden 2014 har det ikke være lovligt at nedlægge ederfuglehunner i Danmark. Ved landsoptællingen omkring 2020 ynglede halvdelen af alle Danmarks yngelpar på blot 19 lokaliteter, som hver især husede mindst 200 par. De to største ynglepladser var Saltholm i Øresund og Christiansø nord for Bornholm med 1.365 hhv. 975 par. Derudover var der fire lokaliteter med 400-500 par og 13 lokaliteter med 200-300 par. De resterende godt 250 lokaliteter havde mellem 1 og 200 par. Ud over Christiansø og Øresund findes de største koncentrationer af ynglende ederfugle nu om dage i Isefjord/Roskilde Fjord, Storebælt, Det Sydfynske Øhav, Odense Fjord, den sydligste og nordligste del af Kattegat (især Stavns Fjord, Hov Røn og Sejerøbugten samt Læsø). Derimod er forekomsterne mere spredte i Limfjorden og ved Sydsjælland, Møn og Lolland-Falster.