Gulirisk

Gulirisken er vores mindste finke, en anelse mindre end grønsiskenen. Næbbet er meget kort og kompakt. I alle dragter har arten kraftige længdestriber på ryg og flanker. Hannen har citrongul pande, hovedtegninger og bryst samt en gul overgump, der ses i flugten. Hunnens tegninger er identiske med hannens, men den gule farve er betydelig mere afdæmpet. Ungfuglene mangler helt gult i dragten. Flugten er hoppende og adfærden rastløs. Sangen består af høje, knitrende toner.

Guliriskens geografiske udbredelse er relativt begrænset. Den forekommer i Europa det nordvestligste Afrika og dele af Mellemøsten primært Tyrkiet. I Europa yngler arten især i de sydlige og mellemste dele med den største bestand i Spanien. Gulirisken yngler ikke på De Britiske Øer og de eneste ynglepar i Skandinavien drejer sig om ganske få par i Danmarks og Sveriges sydlige egne. Danmark udgør nordvestgrænsen for artens udbredelsesområde. I overensstemmelse hermed er de sikre ynglefund i de seneste år gjort på Syd- og Østsjælland f.eks. ved Præstø samt flere steder på Falster. Den foretrækker kulturlandskaber som sommerhusområder kirkegårde og skove med forskellige træarter der rummer åbne partier med græs og urter. Herhjemme anbringes reden gerne i ældre fyrretræer ved kystnær bebyggelse. I den nordlige del af udbredelsesområdet er gulirisken trækfugl med vinterkvarter i Sydeuropa men der er også fugle der overvintrer især i milde vintre. Der foreligger ganske få vinterfund i Danmark. De fleste gulirisker observeres herhjemme i foråret på forlænget træk f.eks. ved træksteder som Skagen og Gilbjerg Hoved. Flest observationer finder sted i maj i forbindelse med lunt højtryksvejr og vind fra sydøst.

Gulirisken lever hovedsagelig af frø, f.eks. fra kurvblomster, og andet plantemateriale, men den kan supplere føden med mindre insekter og edderkopper. Ungerne fodres med frø, der er blødgjort i forældrefuglenes kro.

Omring år 1800 fandtes gulirisken kun i Middelhavsområdet, men siden har arten spredt sig mod nord og senere også mod øst. Det første danske ynglefund blev gjort i Næstved i 1948. Siden har antallet af ynglepar i Danmark været svingende. I atlasperioden 1971-74 blev der sammenlagt gjort 11 sikre og sandsynlige ynglefund, men i 1976 og de følgende par år fandt der en større indvandring sted, og der opstod små, lokale bestande ved Køge Bugt og på Falster. Allerede i 1985 var alle ynglepar forsvundet igen, men i nogle år i 1990’erne og efter årtusindskiftet har der været flere ynglende par i det sydøstlige Danmark.