Hannen af sortstrubet bynkefugl udfører sangflugt op og ned i 10-20 meters højde — men når først han er udparret, synger han langt mindre end den almindelige bynkefugl. Sangen er udelukkende et frieri.
Den sortstrubede bynkefugl ligner bynkefuglen i både adfærd og udseende; dog er farvekontrasterne tydeligere hos hannen af sortstrubet bynkefugl end hos hannen af bynkefugl. Hannen har sort hoved og strube og en tydeligt kontrasterende hvid stribe på siden af halsen. Hunnen er i forårsdragten meget mere afdæmpet mørkt brun end hannen. Hannen udfører en karakteristik sangflugt, hvorunder den svinger sig op og ned i 10-20 meters højde. Det er dog kendetegnende, at den sortstrubede bynkefugl-han synger langt mindre end den almindelige bynkefugl, når først den er udparret.
Sortstrubet bynkefugl yngler i Europa og mange steder i Afrika både i det allernordligste og syd for Sahara primært i Østafrika. Den forekommer ikke i det nordlige Skandinavien men yngler bl.a. langs den sydvestnorske kyst og er i fremgang i det sydlige Sverige. I Danmark forekommer den som en ret udbredt ynglefugl i det meste af Jylland mens forekomsten på Øerne er mere spredt. Arten foretrækker næringsfattige biotoper som klitter og diger langs kysten enge og heder eller hedemoser længere inde i landet samt større lysninger i nåletræsplantager tørre overdrev m.v. De fleste danske ynglefugle trækker bort om vinteren. Nogle fugle trækker først sydpå omkring nytår når kulden for alvor sætter ind men i milde vintre observeres arten regelmæssigt herhjemme. En stor del af den europæiske bestand opholder sig i Middelhavsområdet i vintermånederne men det vides ikke hvor de danske ynglefugle overvintrer.
Sortstrubet bynkefugl lever hovedsagelig af små og mellemstore insekter, som den fanger på jorden eller i luften. Den sidder i toppen af en busk, på en pæl eller på en hegnstråd og holder udkig efter bytte.
Det første ynglefund herhjemme blev gjort i Frøslev Mose ved den dansk-tyske grænse i begyndelsen af 1940’erne. Herfra forsvandt den igen i løbet af 1960’erne for siden at genindvandre i 1992 i forbindelse med et fremstød nordpå i Slesvig-Holsten, hvor den blev genfundet i netop Frøslev Mose. Siden er arten gået markant frem i en lang årrække og har først bredt sig til en lang række lokaliteter over det meste af Jylland, hvor den f.eks. yngler i hele klitrækken og kystzonen fra Rømø til Skagen. Den er efterhånden også ret udbredt på Øerne, bl.a. i Nordsjælland, hvor den især holder til ved kysterne. Den samlede bestand i dag (2022) er ikke kendt, men udgør i hvert fald adskillige hundrede par.