Ride

Riden er lidt mindre end en stormmåge, som den lettest forveksles med. Oversiden af ridens grå vinger bliver lysere mod spidserne indtil de helt sorte vingespidser, der ser ud som var de dyppet i blæk. Fødderne er sorte og næbbet gult. Unge rider har kraftige sorte tegninger på vingernes overside, der danner et M, samt en mørk nakkestribe. Riden er i langt højere grad end vores andre måger knyttet til det åbne hav. Den kan således tåle vindstyrker, som får andre måger til at søge til land. Ridens ynglebiologi adskiller sig fra andre mågers, f.eks. forlader ungerne ikke reden ved forstyrrelse, da fuglene typisk yngler på smalle klippehylder på fuglefjelde, hvor de ofte yngler sammen med alkefugle. På grund af den begrænsede plads ved reden æder ungerne direkte fra forældrefuglenes svælg, i modsætning til andre måger, der gylper føden op på jorden til ungerne.

Riden er formodentlig verdens mest talrige måge. Den yngler pletvis langs nordlige kyster hele vejen rundt om Nordpolen: i Europa det nordøstlige Sibirien Alaska det nordøstlige Canada og Newfoundland. I Europa er bestanden koncentreret på Island Grønland Færøerne og Svalbard langs den norske vestkyst og på De Britiske Øer. Der er endvidere mindre bestande f.eks. i Danmark og Sverige i Bretagne og Normandiet og helt sydpå til den spanske Atlanterhavskyst. I Danmark er den vigtigste ynglelokalitet Bulbjerg i Thy; men der er også mindre ynglekolonier i Hanstholm og Hirtshals havne. Om sommeren ses ofte store flokke af yngre ikke-ynglende rider langs den jyske vestkyst. Det drejer sig om britiske og norske fugle der søger til revler langs kysten for at fælde. Uden for ynglesæsonen opholder riderne sig normalt langt til havs men under kraftige storme kan man se store flokke passere ved fremspringende punkter langs kysten som f.eks. Skagen Hanstholm Blåvand og Gilbjerg Hoved. Langt de fleste af Nordatlantens rider overvintrer på åbent hav mellem Newfoundland og den Midtatlantiske Ryg og det gælder også de danske ynglefugle. Overvintrende rider i Nordsøen stammer især fra den britiske og i nogen grad den norske bestand.

Riden lever af mindre fisk som f.eks. tobis og om vinteren også små krebsdyr og vingesnegle, som den fanger i havoverfladen

Riden ynglede første gang herhjemme i 1941 på Hirsholmene i Kattegat. Indvandringen skal formentlig ses som et resultat af, at de norske og britiske bestande voksede pga. forbedrede fødemuligheder i forbindelse med det tiltagende havfiskeri. I de senere år er der dog påvist en stor negativ effekt på ynglesuccesen af fiskeri nær de store nordøstatlantiske kolonier som følge af øget fødekonkurrence. Kolonien på Hirsholmene blev forladt efter 1974 pga. tilbagevendende angreb af rotter, men herfra havde riderne bredt sig til Nordre Rønner nord for Læsø, hvor de ynglede frem til 1997. Nogle af fuglene fra Kattegatkolonierne flyttede senere til Bulbjerg, hvor der i 1974 blev etableret en ny koloni på den fritstående Skarreklit. Da Skarreklit i 1978 styrtede i havet, flyttede kolonien ind på selve Bulbjerg, som i dag huser den markant største koloni herhjemme på op til ca. 500 par. Der er og har været kolonier et par andre steder langs den nordvestjyske kyst, tidligst i Hanstholm Havn i 1969. Ridebestanden i Nordvesteuropa er gået meget stærkt tilbage siden 1990’erne, formodentlig især på grund af klimadrevne ændringer i økosystemet. De vandlopper som tobis især lever af er nærmest forsvundet fra Nordsøen, og det har bevirket at ridebestanden i den sydlige del af udbredelsesområdet er gået stærkt tilbage. I Norge er arten også hårdt ramt af prædation fra den stigende bestand af havørne.