Digesvalen graver lange redegange i sandbrinker — både dens danske og latinske navne henviser til dens forkærlighed for stejle brinker langs floder og kyster.
Digesvalen er en lille svale med en matbrun overside og en hvid underside, kun afbrudt af et tydeligt brunt brystbånd. I sollys ses desuden et grønligt skær. Arten har et tørt, skrattende tchrrip .
Digesvalen er udbredt cirkumpolart i et bredt bælte fra den øvre subarktiske zone sydpå til den 20-30. nordlige breddegrad. Den findes dog hverken i det nordligste Canada i Grønland eller på Island. I Europa er arten vidt udbredt hvor der er egnede levesteder hvilket vil sige grusgrave klinter stejle åbrinker og lignende. Den forekommer langt overvejende i lavlandet men i Schweiz optræder den dog helt op til 900 meters højde. I Danmark yngler digesvalen også i murværket f.eks. på de gamle søforter ud for København. Digesvalen yngler i huller på op til en meters dybde som den selv graver ud. Den overnatter i rørskove når ungerne er fløjet fra reden og den trækker bort til overvintringsområdet i tropisk Afrika i løbet af august/september. Digesvalen er også en almindelig trækgæst i Danmark.
Digesvalens føde består af flyvende insekter og svævende edderkopper, ligesom det er tilfældet for de andre svalearter.
På trods af at Danmark tilsyneladende har rigeligt med egnede ynglelokaliteter, forsvandt arten fra 30 % af atlaskvadraterne mellem de to atlasprojekter i henholdsvis 1971-74 og 1993-96. Denne udvikling er desværre ikke begrænset til Danmark, idet Vesteuropa i samme periode oplevede en stor og generel tilbagegang. Dette tilskrives tørke i de vesteuropæiske digesvalers vinterkvarterer i Sahelbæltet. De østeuropæiske fugle overvintrer i Østafrika og er ikke så hårdt ramt. Den negative udvikling er desværre fortsat derefter med mere end en halvering af bestanden i perioden 2000-2015.