Pungmejse

Pungmejsen er en smule mindre end blåmejsen. Hovedet er gråt, og den har en karakteristisk sort ansigtsmaske, der går fra over næbbet til et godt stykke bag øjnene. Den er bredere hos hannen end hos hunnen og mangler helt hos ungfuglene. Ryggen og vingerne er brune, vingerne med sorte tegninger. Pungmejsen, der ikke er en egentlig mejse, men vores eneste hjemlige repræsentant for pungmejsefamilien, har sit navn efter sin store, kunstfærdige rede, der i sin form ligner en gammeldags snørepung. Den er ophængt i de yderste pile- eller birkekviste i moser, gerne over åbent vand. Reden er bygget af frøuld fra pil, dunhammer og tagrør, der holdes sammen af dyrehår og plantefibre. Når hannen har lokket en hun til, og hun har godkendt reden, bygger han et nedadhængende indgangsrør til reden. Pungmejsen har en speciel yngleadfærd, idet det kun er den ene af forældrefuglene, der bliver ved reden og fodrer ungerne. Den af forældrefuglene, der først forlader reden, får derved mulighed for at få et nyt kuld unger.

Pungmejsen yngler spredt i Europa østpå gennem Rusland og Asien til Kina. I Europa forekommer den fortrinsvis i Syd- Sydøst og Østeuropa men intetsteds særligt talrigt. I Danmark er pungmejsen en sjælden ynglefugl der fortrinsvis optræder i Nordøstsjælland og Østjylland. Morænelandskab med tilgroede tørvemoser og lavvandede søer med rørsump er velegnede ynglelokaliteter. Pungmejsen trækker til Sydeuropa om vinteren. Efter ynglesæsonen samles ungfuglene fra et større yngleområde i flokke inden trækket sydpå. I 1994 blev en flok på 78 ungfugle således registreret ved Skjernåens munding.

Pungmejsen lever i ynglesæsonen primært af edderkopper og insekter og deres larver, som de fanger i rørskoven. Føden søges ofte hængende fra en kvist. Uden for ynglesæsonen indtager de også planteføde, primært frø af pil, poppel og tagrør.

Fra omkring 1930 har pungmejsen af flere omgange udvidet sit europæiske yngleområde mod vest og nord. Det første danske ynglefund er fra 1964. I 1960’erne ynglede pungmejsen kun i det østlige Danmark, men i den næste indvandringsbølge i 1970’erne indtog den Jylland fra grænsen til Vejlerne i Thy. I begyndelsen af 1980’erne femdobledes antallet af ynglelokaliteter, og i årene op til 1990 var der pæne bestande i Københavnsområdet. Der er store årlige svingninger i antallet af ynglefugle. Bjerregrav Mose vest for Randers har rummet den største ynglebestand i 1990’erne, nemlig 18 beboede reder. Siden er ynglebestanden reduceret til ganske få ”par”.