Vandrikse

Vandriksen hører ligesom blishønen og rørhønen til vandhønsene. Den er noget mindre end de to mere almindelige arter og har et langt rødt næb, en stribet, brun ryg samt blygrå strube og bug. Da den i yngleperioden er sky og lever en ret skjult tilværelse i rørsumpe og tilgroede moser, hører man den meget oftere, end man ser den. Hannens natlige sang består af regelmæssige kyp, kyp, kyp -lyde. Dens kald er en varieret række hyl og hvin, der minder om grisehyl, og som oftest høres i skumringen eller om natten. Reden anlægges i rørsumpen og er hævet over vandoverfladen. Den er dækket af et løst tag, der er dannet af de nærmeste siv. Både på ynglelokaliteterne og i vinterkvarteret anlægger vandriksen et netværk af stier i rørskoven i forbindelse med sin fødesøgning.

Vandriksen yngler spredt i store dele af Europa og det centrale Asien. I Europa mangler den i det nordlige Sverige Norge og Finland mens den forekommer spredt på Island. I Danmark forekommer den spredt over hele landet men er meget sparsom på hedesletten i det centrale og vestlige Jylland hvor der er mangel på egnede ynglepladser. Den markant største ynglebestand findes i Vejlerne i Thy/Hanherred hvor der er registreret 400-700 ynglepar. Hovedparten af de danske ynglefugle har vinterkvarter i Vest- og Sydeuropa bl.a. Storbritannien Frankrig Portugal og Middelhavslandene. Danmarks passeres også af fugle fra nordøstlige bestande. Et mindre antal vandrikser overvintrer herhjemme især i milde vintre. I særlige rasteområder kan der opholde sig over 10 fugle.

Vandriksens føde er meget varieret. Den indtager vandinsekter, haletudser og frøer, snegle, mindre pattedyr og fugle, og specielt om vinteren indtager den også planteføde, bl.a. rødder af engkarse og brøndkarse, men også blade og frø af forskellige planter.

Vandriksen har gennem det 20. århundrede oplevet en bestandsfremgang i Danmark, også i de sidste årtier, hvor den europæiske bestand generelt har været stabil eller præget af tilbagegang, specielt i Øst- eller Sydøsteuropa pga. ødelæggelse af yngleområderne. Også efter årtusindskiftet, særligt efter 2009, har bestanden oplevet en svag stigning, hvilket bl.a. forklares med mildere vintre. Det skal ses i lyset af, at Danmark ligger tæt på artens nordgrænse. Tilvæksten skyldes også dels tilgroning af moser i takt med mindre kreaturafgræsning, dels øget udvikling af rørsump i forbindelse med den øgede mængde af udledte og nedfaldne næringsstoffer i søer og moser.