Almindelig Skråpe

I modsætning til hvad navnet kunne forlede en til at tro, er den almindelige skråpe ret sjælden i Danmark, endnu mere fåtallig end den sodfarvede skråpe. Den er lidt mindre end hættemågen. Oversiden er ensfarvet brunsort, mens undersiden er lysere end den sodfarvede skråpes. Skråperne er udprægede havfugle, der flyver på stive vinger over havets overflade i en let flugt, hvor hurtige vingeslag og glideflugt afløser hinanden.

Den almindelige skråpe yngler på klippeøer på begge sider af Nordatlanten i vest ud for Newfoundland og Massachusetts i meget begrænset omfang og i Europa på De Britiske Øer Færøerne Island Madeira De Kanariske Øer i Bretagne og på Azorerne. De Britiske Øer er hjemsted for de største bestande især øerne Skomer ud for Wales og Rhum i Skotland. Den yngler i meterlange redegange i jorden som den selv udgraver eller i et naturligt hul mellem klipper og sten. Når ungerne er blevet en uge gamle opsøger forældrefuglene kun reden om natten for at undgå at blive bytte for storkjover og svartbage. Her fodrer de ungerne igennem et par måneder. Den almindelige skråpe trækker mod sydvest og overvintrer syd for Ækvator i Atlanterhavet ud for Sydamerikas kyster primært ud for Brasilien. Nogle strejfere ses både ud for Sydafrikas kyster og i Stillehavet omkring Australien og New Zealand. Der er gjort enkelte vinterfund i nærheden af ynglepladserne bl.a. i danske farvande. I øvrigt optræder arten som en sjælden sommergæst herhjemme. Det drejer sig formentlig om ikke-ynglende fugle fra de store kolonier på De Britiske Øer. Det er imidlertid om efteråret at arten ses oftest herhjemme. Da den trækker mod sydvest passerer den os ikke normalt under trækket men iagttages i forbindelse med kraftige vestenstorme primært langs den jyske vestkyst fra Skagen til Blåvands Huk. Den kan også ses ved Kattegats kyster hyppigst i forbindelse med kraftige lavtryk.

Den almindelige skråpe har et varieret fødevalg. Den lever fortrinsvis af mindre fisk som sild, brislinger og ansjoser, som den fanger ved at dykke fra luften eller havoverfladen. Den kan også tage krebsdyr, blæksprutter og fiskeriaffald. Den jager alene eller i mindre flokke.

Bestanden anses for at være stabil. Den er dog sårbar i kraft af, at 90 % af verdensbestanden yngler på kun 10 lokaliteter, og at arten er helt afhængig af, at der ikke optræder rotter på ynglepladsen. I slutningen af det 18. århundrede blev datidens formentlig største koloni på Calf of Man i Det Irske Hav næsten udryddet på kun to årtier efter en rotteinvasion. Mange dununger indsamles hvert år i slutningen af august på Færøerne, hvor de anses for at være en stor delikatesse, når de sidder tæt på redehullerne og venter på at blive fodret og senere gå til havs, efter de har tabt dundragten.