Jernspurv

Jernspurven er en lille, spurvelignende fugl med et spidst insektædernæb. På undersiden og omkring hovedet er fuglen jerngrå, og oversiden er spraglet i brune nuancer. Fuglen lever en diskret tilværelse, men dens let genkendelige sang, som siges at minde om lyden af en rusten trillebør, afslører den. Også på trækket har jernspurven en karakteristisk stemme, nemlig et fint ringende sissississ . Jernspurven lever i sociale systemer med op til flere hanner og hunner i samme territorium. Blandt de jernspurve, der lever i polygame strukturer, prikker hannen ofte med næbbet på hunnens kloak før parringen for at få hende til at afgive eventuelle sædceller fra tidligere parringer med andre hanner. Hunnens interesse i at parre sig med flere hanner bunder i et ønske om at få flere til at hjælpe sig med at opfostre ungerne.

Jernspurven er meget tæt på at være en udelukkende europæisk art idet den uden for Europa stort set kun forekommer i Iran. I Europa er arten vidt udbredt dog med en generelt meget spredt forekomst i Sydeuropa samt den allersydøstligste del af kontinentet. I Danmark er jernspurven også en meget vidt udbredt ynglefugl som forekommer i både blandskov nåleskov haver diverse krat tilgroede moser m.m. De sydlige og vestlige bestande af jernspurv er standfugle hvorimod de nordøstlige er trækfugle. De danske jernspurve hører i denne sammenhæng især sammen med de nordlige bestande idet størstedelen af dem trækker til overvintring i Vest- og Sydeuropa. I milde vintre kan nogle fugle dog godt overvintre her i landet gerne i nærheden af menneskelig bebyggelse. Således er jernspurven en almindelig gæst på foderbrættet i visse områder. Danmark besøges endvidere af mange skandinaviske fugle i træktiden.

Jernspurven lever hovedsagelig af mindre insekter, men efterår og vinter suppleres kosten med bær og frø.

Den danske jernspurvebestand halveredes fra midten af 1970'erne og ti år frem. Herefter har bestanden i en årrække været stabil. Ynglebestanden har siden midten af 2000'erne været i yderligere tilbagegang, mens vinterbestanden oplever større udsving. Den europæiske bestand anses for at være stabil.