Plettet Rørvagtel

Plettet rørvagtel hører til vandhønsene. Dens fjerdragt er brunlig med et blågråt anstrøg på bryst og ansigt. Den har tydelige, hvide pletter og en lys undergump, mens næbbet normalt er gult med en orange plet. Den skjulte levevis gør, at fuglen kun sjældent ses, men især i forårets og sommerens nattetimer kan hannens parringssang høres som et karakteristisk gentaget ”huitt” , nærmest med karakter af et piskesmæld.

De største bestande findes i Rusland og Sibirien men arten yngler også pletvis over det meste af Europa. I Danmark er den en sjælden ynglefugl som foretrækker sumpede vådområder og ferske enge og ådale med lavt vandspejl og rigelig vegetation der ikke må gro til i rørsump. Kreaturafgræsning eller anden naturpleje er derfor vigtig for at forhindre tilgroning med henblik på at fastholde artens ynglelokaliteter. Den bedste danske lokalitet for arten er Vejlerne med 40-60 % af den samlede bestand i de fleste år. Efter en langsom vækst i bestanden gennem det foregående tiår kulminerede set samlede antal danske ynglepar i 2003 med ca. 175 fordelt på 39 lokaliteter. Året efter registreredes kun 50 spillende hanner så der er tilsyneladende tale om store bestandssvingninger for arten. På grund af artens skjulte levevis registreres den ved antallet af spillende hanner. Man ved imidlertid at hannerne bliver tavse når de har fået en mage og rede så det er også en mulighed at i de år hvor vi hører færre bliver et vist antal fugle blot ikke opdaget. Om vinteren trækker plettet rørvagtel til tropisk Afrika. I træktiden om efteråret har arten i de senere år kunnet opleves fødesøgende frit fremme på enkelte lokaliteter først og fremmest Ishøj Strand.

Føden består af forskellige smådyr og plantedele; især foretrækkes meget små fødeemner.

I 1800-tallet var plettet rørvagtel en noget mere almindelig og mere udbredt ynglefugl i Danmark, end den er i dag. Det er især den moderne landskabsudnyttelse, som har medført, at mange af de egnede ynglesteder er forsvundet. I 1960’erne svingede bestanden mellem 43 og 115 par, mens der i 1970’erne kun blev registreret 20-50 par på landsplan. Bestandsnedgangen falder sammen med den generelt negative udvikling på europæisk plan, som især menes at skyldes dræning og den intensiverede landbrugsdrift. I de senere år er der sket en markant stigning i antallet af ynglelokaliteter, hvilket kan skyldes øget nataktivitet blandt fugleobservatører, men også at genskabte naturområder har tiltrukket rørvagtler. Dette kan bl.a. ses på de nye yngleområder ved den genoprettede Skjernå, i Lille Vildmose og langs Ribe Østerå. Bestandsfremgangen kan også tænkes at stamme fra sammenbruddet (efter murens fald) i det østeuropæiske landbrug, som har skabt gode ynglebiotoper i form af f.eks. våde brakarealer. En spændende erkendelse er, at der har været to tydelige influks i alle sæsonerne: Et forårsinfluks april-maj og et højsommerinfluks medio juni-medio juli. Under højsommerinflukset høres fuglene ofte helt andre steder end under forårsinflukset, mange i Storstrømsområdet. Hovedårsagen må være et tiltræk midt på sommeren, og meget tyder på, at de sene højsommerfugle udmærket kan yngle. Der er således registreret ungefodrende fugle i Vejlerne ultimo juli og i august.