Nordisk Lappedykker

Nordisk lappedykker hører sammen med sorthalset lappedykker til vores lappedykkerarter i mellemstørrelsen. Karakteristisk for arten i sommerdragt er de orange prydfjer på hovedet i kontrast til den sorte halskrave; desuden kendes den på den flade pande og det røde øje. I vinterdragt er fjerdragten mere diskret med lys underside og mørkere brune, grå og sorte farver på oversiden. Her kendes den bedst fra sorthalset lappedykker på sin flade pande og helt hvide kind.

Arten yngler spredt i det nordlige Skandinavien og herfra østpå gennem Rusland og videre til det nordlige Nordamerika. De sydligste svenske bestande findes i Skåne hvortil arten har spredt sig efter at være indvandret til Sverige i starten af 1900-tallet. I Danmark findes der kun ganske få yngleregistreringer og på den danske rødliste er arten opført som uddød. De skandinaviske fugle yngler gerne i små næringsrige og lavvandede søer mens de få danske ynglefund hovedsagelig har været i alkaliske søer i gamle grusgrave. Antallet af fugle i vinterhalvåret i Danmark har været stigende siden år 2000 fra godt 200 om året til 5-600 årligt i de senere år. De danske vintergæster vurderes primært at komme fra de skandinaviske ynglepladser. De største forekomster ses ved Sjællands nordkyst Møn Lolland Falster Langeland og Bornholm. I Jylland er større antal noteret i Vejlerne og Thy ved Norddjurslands kyst samt ved Als og i Vadehavsregionen. I tilfælde af strenge vintre trækker mange af fuglene videre til overvintringspladser langs Nordvesteuropas kyster.

Al fødesøgning sker ved dykning, hvorunder forskellige vandinsekter og krebsdyr samt mindre fisk fanges.

I starten af 1800-tallet fandtes formentlig en lille fast bestand i Thy, men denne forsvandt i løbet af 1860’erne. Siden har der været registreret fire sikre danske ynglefund i henholdsvis 1974 og 1990-91, begge i Nordjylland, samt i Nordvestjylland i 1994 og 1996. Herudover er der gjort enkelte sommerobservationer af enlige fugle i løbet af 1990’erne samt registreret et enkelt yngleforsøg i 1988 på Sjælland. Samlet anslås bestandene i Sverige, Norge og Finland at være 3350 – 4050 par. På Island yngler 600 par. Den globale bestand anses for truet.