Grønspætte

Grønspætten er en stor spætte, på størrelse med en allike og let kendelig på sin grønne ryg og vinger, sin røde isse og nakke og det sorte parti omkring øjnene. I flugten ses den gule overgump tydeligt, og hannen har desuden rød skægstribe. Fuglen, der er sky, ses ofte siddende på jorden, hvor den hovedsagelig finder sin føde. Grønspætten trommer sjældnere og svagere end andre spættearter for at markere territoriet. I territoriet høres et kraftigt kald, kly-kly-kly-kly-kly , som den også tit udstøder i flugten.

Grønspætten er udbredt i størstedelen af Europa dog ikke i det nordlige Skandinavien og Finland; desuden i det vestlige Rusland dele af Tyrkiet og i Kaukasus. I Danmark yngler den kun vest for Storebælt og her foretrækker den blandskov med åbne græsbevoksede lysninger men den kan også bosætte sig i ren løvskov eller sjældent i granskov. Redehullet hugges gerne ud i døde træer men den benytter også forladte redehuller fra f.eks. stor flagspætte. Grønspætten får kun ét kuld unger om året og tager sig af ungerne en måneds tid efter de er udfløjne. Grønspætten er udpræget standfugl men den kan dog strejfe lidt omkring i vinterhalvåret.

Grønspætten lever overvejende af myrer. Den hakker hul i myretuer og stikker sin mere end 10 cm lange, klæbrige tunge ind i gangene, hvor den fastholder myrerne samt deres pupper og æg. Om vinteren kan den grave sig gennem sneen ned til myretuerne. Den kan også som andre spætter hakke efter biller og larver i træ, især i råddent træ. Desuden tager den andre insekter, ligesom den kan tage bær og frugt.

I løbet af det 19. århundrede forsvandt grønspætten som ynglefugl på Sjælland og Lolland-Falster. Omkring 1940 forsvandt den fra Langeland, og senere fra Fyn. Til gengæld bredte den sig i Jylland i løbet af det 20. århundrede, både vestpå til hede- og klitplantagerne og nordpå, primært til det østlige Vendsyssel. Efter en årrække med fravær, er grønspætten genindvandret på både Fyn og Langeland, og under den tredje atlasundersøgelse (2014-17) lå artens hovedudbredelse faktisk på Fyn. Omvendt forsvandt den allerede omkring årtusindskiftet fra store dele af det nordvestlige Jylland. Den generelle tendens i både den danske yngle- og vinterbestanden er negativ.