Løvsanger

Løvsangeren er sammen med gransangeren nogen af de almindeligste danske sangere. Den har ingen særlig karakteristiske træk, og de to arter minder meget om hinanden i udseendet. Løvsangerens sang er derimod meget forskellig fra gransangerens og let at identificere; den varer 2-3 sekunder og har et blødt melodisk præg og er bygget over et fast tema. Den starter med hurtige, klare fløjtetoner, der minder om bogfinkens, og ebber ud i lyse toner.

Løvsangeren er udbredt fra Nord- og Vesteuropa og østover i et mere og mere snævert bælte næsten helt til Beringstrædet. Både i Norge Sverige og Finland er løvsangeren den talrigeste ynglefugl og i Danmark er løvsangeren vidt udbredt og findes i en lang række forskellige landskabstyper. Løvsangeren yngler således både i løv- og blandskov og i nåleskov gerne i unge beplantninger samt i moser med pile- og birkekrat sommerhusområder og i et vist omfang haver og parker. Overraskende nok findes den største tæthed af løvsangere faktisk i Vestjylland hvor arten er karakterfugl i klitplantagerne. Løvsangeren er langdistancetrækker og de danske løvsangere overvintrer i tropisk Vestafrika. De skandinaviske løvsangere der gæster os på trækket i stort tal overvintrer derimod i tropisk Østafrika.

Insekter og edderkopper står på løvsangerens spisekort, og føden findes i bladhanget på træer og buske. Løvsangeren fodrer sine unger med de største byttedyr, mens den selv æder de mindste på stedet. Herved sparer den energi ved at begrænse antallet af flyveture til og fra reden.

Fra midten af 1980'erne har løvsangeren været i markant tilbagegang i Danmark, så der i dag kun findes godt 25 % af bestanden fra dengang. På baggrund af ringmærkningsdata for ynglefugle menes dette muligvis at kunne skyldes en forværring i kvaliteten af overvintringsområderne, der dermed påvirker overlevelsen af bestanden. På europæisk plan synes bestanden derimod generelt at være mere stabil, modsat hvad der er tilfældet hos mange andre langdistancetrækkere.