Fuglekongesanger

Fuglekongesangeren er den mindste sanger, der optræder herhjemme. Den er kun en anelse større end vores mindste fugleart, fuglekongen, som den ligner meget både i fjerdragt og adfærd. Denne lighed er udtrykt i både dens danske og dens videnskabelige navn ( Phylloscopus proregulus – fuglekonge hedder Regulus regulus ). Fuglen har kort hale og et relativt stort hoved med en kraftig, lys øjenbrynsstribe, der er orangegul foran øjet. Den kendes fra den hvidbrynede løvsanger, der ligesom fuglekongesangeren er en sjælden gæst fra Sibirien, på sin gule issestribe og overgump, der er synlig, når fuglen svirrer på kolibrimanér i buske og trækroner.

Fuglekongesangeren lever i den sydlige del af det centrale og østlige Sibirien vestpå til Jenisej og i det nordlige Mongoliet samt det nordøstlige Kina. Her yngler den i nåle- og blandingstajga. Den overvintrer i Sydøstasien i det sydlige Kina og i det nordlige Thailand samt i Laos og Vietnam. Fuglekongesangeren optræder årligt som en sjælden gæst i Danmark normalt med 5-20 individer. Næsten alle iagttagelser gøres om efteråret flest i oktober især efter kraftig østenvind. Som andre løvsangere gør den ikke meget væsen af sig så den ses især på træksteder som f.eks. Blåvand og Christiansø i forbindelse med ringmærkning men der gøres stadig flere feltiagttagelser ikke mindst langs Vestkysten. De fugle der optræder i Europa er fugle på ”omvendt træk” dvs. fugle der pga. retningsforvirring flyver i den stik modsatte retning af den normale trækretning. Det antages at hovedparten af de fugle der trækker mod vest og når Vesteuropa omkommer på havet. Det understøttes af at der kun er få forårsiagttagelser.

Fuglekongesangeren lever hovedsagelig af insekter og deres æg, larver og pupper samt af edderkopper. Den fouragerer gerne på de yderste grene og kviste, hvor den kan sidde på mejsevis med hovedet nedad, men den tager også byttet i flugten, bl.a. svirrende på stedet som en buttet kolibri.

Arten er ikke truet globalt, og i det meste af yngleområdet er den almindeligt forekommende og visse steder talrig. Den blev registreret første gang herhjemme i 1968 og er siden midten af 1980’erne set årligt. I 1996 blev der iagttaget mindst 84 individer.