Brun Løvsanger

Brun løvsanger minder mest af alt om vores almindelige ynglefugle løvsanger og gransanger, som den er nært beslægtet med. Den er en smule større end disse og adskiller sig særligt ved sin ensartede brune ryg og lidt lysere underside. Fuglen er næsten helt uden tegninger, men et kraftigt, lysebrunt øjenbryn starter ved næbbet og fortsætter et stykke om bag øjet. Den kendes bedst fra den lignende Schwarz’ løvsanger, der ligesom brun løvsanger er en sjælden gæst fra det østlige Asien, på det mindre og mørke næb, mørkere ben og øjenbrynstribe og især på stemmen, som adskiller sig markant.

Den brune løvsanger lever i det centrale og østlige Sibirien Mongoliet samt det nordlige Kina. Her yngler den i lav vegetation som buske og højt græs gerne i forbindelse med vand i og omkring de boreale skovområder (tajgaen) i op til 4000 meters højde. Om vinteren trækker den sydpå til vinterkvarteret som strækker sig fra Nepal og Indien mod vest til Thailand Vietnam Laos og Malaysia mod syd samt til det østlige Kina og Japan mod øst. Kun sjældent sker det at en fugl trækker mod vest og ender i Europa herunder Danmark hvor der normalt ses 1-5 fugle årligt. Næsten alle iagttagelser gøres om efteråret flest i oktober i perioder med østenvind. Den optræder oftest på træksteder som f.eks. Blåvand og Christiansø i forbindelse med ringmærkning men der gøres efterhånden stadig flere feltiagttagelser særligt langs Vestkysten.

Brun løvsanger lever hovedsagelig af insekter inkl. pupper og larver samt af edderkopper, men også bær og lignende indgår i diæten. Byttet fanges med aktive bevægelser rundt i vegetationen, ofte meget tæt på jorden. Byttet kan både tages direkte fra grene og blade mm. samt i flugten. Føden findes oftest i tæt vegetation, hvorfor arten kan være utroligt svær at få af se.

Arten er ikke truet globalt. I det meste af yngleområdet er den almindeligt forekommende, og bestanden anses for stabil. Den blev registreret første gang herhjemme i 1980 på Christiansø, og er siden årtusindskiftet set næsten årligt. I 2020 blev der iagttaget mindst 12 individer, hvilket var rekord i Danmark.