Hvepsevåge

Hvepsevågen kan overfladisk minde om en musvåge, men er slankere, mere langvinget og har en længere hale. Det lille dueagtige hoved på den lange hals strækkes under flugten fremad – helt anderledes end musvågens brede hoved, der holdes tæt ind til kroppen. Under flugten bemærkes hvepsevågens bløde, elastiske vingeslag til forskel fra musvågens stive og mekaniske. Når man ser en hvepsevåge op mod kraftigt lys, bemærkes den lyse gennemskinnelige hånd. I glideflugt holder hvepsevågen vingerne svagt hængende, mens musvågen har vingerne en smule hævet. Den sikreste måde at bestemme en hvepsevåge på er ved at se dens særprægede territorieflugt, hvor den med vingerne hævet lodret over ryggen foretager 3-4 rystebevægelser. Denne ”vingesitren”, som er unik for hvepsevågen, kan ses gennem hele yngletiden og kan med kikkert iagttages på stor afstand.

Hvepsevågen er i udpræget grad knyttet til skovområder. Det er en europæisk art hvis udbredelse også strækker sig lidt ind i Ruslands asiatiske del. Længere mod øst i Sibirien bliver den afløst af den større Østlig Hvepsevåge. Der findes ingen hvepsevåger i Nordamerika. Hvepsevågen mangler i de kølige bjergegne i Nordskandinavien og er fåtallig på de skovfattige britiske øer. I de tørreste egne af Sydeuropa er den også fraværende. I Danmark har hvepsevågen traditionelt været knyttet til løvskov i den østlige del af landet. Men med nåleplantagernes opvækst har den også bredt sig til den nord- og vestlige del af Jylland. Hvepsevågen ankommer fra Afrika til de danske yngleområder i maj. Når ungerne er flyvefærdige i løbet af august forlader forældrefuglene igen landet mens ungfuglene følger efter ca. to uger senere. Der er et stort træk af hvepsevåger gennem Danmark i løbet af maj på vej til ynglepladserne i Nordskandinavien; de største antal ses i Skagen. I august-september går trækket igen mod syd og store flokke samles ved Falsterbo i det sydlige Skåne. Når de efterfølgende krydser over Øresund flyver mange ind over Stevns og forlader igen landet via Falster Lolland og Langeland.

Hvepsevågen lever hovedsagelig af hvepse og humlebier. Deres larver graves op af jorden, og fuglenes fødder og næb er skælklædte for at undgå de voksne insekters stik. Hele hvepsekager bringes tilbage til ungerne i reden. Hvis hvepse og bier svigter, kan hvepsevågen supplere med andre fødeemner som mus og fugleunger. Skønt hvepsevågen er knyttet til skove, kræver den åbne områder som heder og enge i nærheden til at fouragere i.

Den danske ynglebestand vurderes at være stabil med omkring 600–700 par. Bestanden ser ikke ud til at være truet, selvom der om efteråret skydes mange under trækket over Middelhavet. Ynglebestanden kan muligvis være undervurderet, da hvepsevåger under gunstige betingelser kan yngle ret tæt. Antallet af ynglepar kan være meget vanskeligt at optælle i store sammenhængende nåleskove.