Sortmejsen begynder allerede i sensommeren at hamstre frø — flittigt nok til at klare vinteren i toppen af nåletræer, hvor de større mejser ikke kan færdes.
Sortmejsen er en lille, buttet mejse, som kan kendes på sin grå ryg, beigefarvede underside og den lange hvide nakkeplet i den sorte hætte. Sortmejserne bevæger sig hurtigt rundt i toppen af nåletræerne og på de yderste grene, hvor de større mejser ikke kan færdes, ofte sammen med fuglekonger.
Sortmejsen forekommer i Europa det nordligste Afrika Mellemøsten og i et bælte tværs over Rusland og Centralasien til Stillehavskysten og Japan og sydpå til Kina. Sortmejsen yngler i de fleste europæiske lande men ikke i det nordligste Skandinavien. I Danmark yngler sortmejsen i hele landet med de største tætheder i de nåleskovsdominerede dele af landet særligt i Vest- og Nordjylland. De store statslige nåleplantager i Midtjylland betyder at arten også forekommer talrigt her. Den yngler i træhuller men kan også yngle i fx musehuller eller mellem trærødder. Som udgangspunkt er sortmejsen standfugl men den er mere mobil end de andre mejser. Således ser man næsten årligt trækbevægelser hos de skandinaviske fugle - til tider i invasionsagtigt omfang. I sådanne invasionsår kan man være heldig at se store flokke af sortmejser på trækstederne og fuglene dukker også gerne op på steder hvor man ellers normalt ikke ser dem.
Sortmejsen lever især af insekter, edderkopper samt frø af gran og fyr. Sortmejsen hamstrer disse fødeemner i stor stil, og den begynder allerede i sensommeren.
I perioden 1976-1982 gik bestanden tilbage, ikke mindst i forbindelse med den ekstremt kolde vinter 1981-1982. Siden har udviklingen været præget af ret store fluktuationer. Den europæiske bestand er som helhed stabil, selv om der er tilbagegang i visse områder som følge af skovdød. I Tyskland og Storbritannien er der dog en samlet fremgang at spore.