Navnet "musvit" er et forsøg på at gengive fuglens metalliske sang, som lyder lidt som lyden, når man filer en sav. Det er den største af vores mejser.
Musvitten er den største af vore mejser og den, der optræder på de mest forskellige levesteder. Den er en af vores mest almindelige ynglefugle. Den kendes fra de øvrige mejser på sit sorte hoved med hvide kinder og gult bryst med bred sort længdestribe. Sangen er metallisk og kan minde om den lyd, der fremkommer når man filer på en sav. Navnet musvit er et forsøg på at gengive fuglens sang.
Musvittens geografiske udbredelse er betydelig. Den forekommer i hele Europa bortset fra Island. Desuden optræder den i Nordafrika Rusland og store dele af Asien vestpå til Japan. I Danmark forekommer den overalt men sparsomst i den vestlige del af landet. Det hænger sammen med at den foretrækker løvskov hvor den lettest kan finde redehuller og føde eller parcelhushaver hvor den gerne går i redekasser. Den kan dog også yngle i nåleskov hvis der er egnede redehuller. Uden for yngletiden strejfer musvitterne om i flokke af og til sammen med andre mejser. Der er en udbredt hakkeorden i flokken. Hanner dominerer over hunner og voksne fugle dominerer over ungfugle. Desuden har hanner med en bredere bryststribe højere status end hanner med en smallere bryststribe. Når der er knaphed på føde er det højstatusfuglene der spiser først. Det sker at ungfugle udsender et alarmkald ved foderbrættet uden at der er fare på færde. Det resulterer i at de andre musvitter søger ly hvorved der er fri adgang til føden. De fleste danske musvitter er standfugle mens et fåtal trækker vestpå om vinteren. Om foråret og om efteråret trækker en del nordskandinaviske og russiske fugle gennem Danmark.
Uden for ynglesæsonen er bog det almindeligste fødeemne for musvitter, der lever i løvskov, mens musvitter, der lever i haver, gerne spiser fedt eller madrester på foderbrættet. Ungerne fodres med insektlarver.
Bestanden af musvitter har udvist en stor stabilitet gennem de seneste årtier. Ynglebestanden har dog de senere år været i svag tilbagegang. Kolde vintre synes at have mindre betydning for bestanden, end om det har været et godt oldenår, dvs. om der er tilstrækkelige mængder af føde.