Skægmejsen kan opfostre 3-4 kuld unger om året, og ungerne fra første kuld kan allerede yngle samme sommer. Det betyder, at bestanden hurtigt kan rette sig efter en hård vinter.
Skægmejsen er en lille mejselignende fugl, der dog systematisk hører til i sin helt egen familie. Den er bl.a. karakteristisk ved at have en meget lang hale og lever udelukkende i rørskov. Hannen har gråt hoved med sort skægstribe, mens hale, ryg og vinger er kanelbrune. Hunnen mangler skægstriben og er mere afdæmpet i farverne, mens ungfuglene er strågule med sort rygstribe og sorte halesider. Skægmejsens reproduktionsevne er bemærkelsesværdig. Den kan nå at opfostre 3-4 kuld unger om året, og ungerne fra det første kuld kan allerede yngle samme sommer. Da skægmejsen er følsom over for frost, kan kraftige bestandsnedgange i kolde vintre rettes op de følgende år.
Skægmejsen yngler spredt og ofte meget lokalt i Europa og desuden i Centralasien. Der har været store ændringer i forekomsten af levesteder i Europa gennem det 20. århundrede. I Jylland yngler skægmejsen hovedsageligt ved de vestjyske fjorde og i Vadehavsområdet. Vejlerne har langt den største ynglebestand herhjemme. På øerne yngler den derimod ofte ved søer og moser i indlandet. Skægmejsen er standfugl men i visse år kan en lokal bestand foretage en udvandring særligt om efteråret f.eks. pga. fødemangel hvis bestanden er øget kraftigt eller hvis rørskoven forsvinder.
Om sommeren lever skægmejsen næsten udelukkende af insekter, som den fanger i rørskoven. Om vinteren lever den derimod af frø fra tagrørene. Flokke af skægmejser kan ses strejfe om på jagt efter rørskov med rigelige mængder af frø. Da frøene er sværere at fordøje end insekter, ændrer skægmejsens mave karakter om efteråret. Den bliver mere muskuløs, så den kan formale frøene. Ligeledes æder den småsten og stykker af sneglehuse, som bidrager til at formale frøene i kråsen.
Skægmejsen begyndte først at yngle i Danmark i sidste halvdel af 1960'erne i forbindelse med en masseudvandring af skægmejser fra de hollandske rørskove. Bestanden har været i meget stor fremgang, men antallet af ynglende fugle svinger markant, især afhængigt af vintertemperaturen. Under og lige efter isvintrene 2009-11 gik bestanden således kraftigt tilbage.