Stenpikkerens hvide hale med et bredt sort tværbånd danner et omvendt T, der er fuglens lyse signatur i flugten.
Stenpikkeren er på størrelse med en spurv. Den ses ofte siddende i opret stilling på en sten eller hegnspæl i det åbne land. Indimellem foretager den nogle hurtige kniks samt karakteristiske slag med halen. I flugten kendes den på sin skinnende hvide hale med et bredt sort tværbånd på halespidsen, der strækker sig lidt ind i det hvide felt midt på halen i et omvendt T. Hannen har okkerfarvet strube og bryst, bred sort øjenstribe, grå isse og ryg og sorte vinger. Hunnen mangler den sorte øjenstribe, og vingerne, issen og ryggen er brune. Struben og brystet er lysere end hos hannen. Sangen er kort med en varieret række af knirkende toner og fremføres ofte i sangflugt.
Stenpikkeren yngler i åbne landskaber med sten i vidt forskellige klimazoner fra arktiske over tempererede til subtropiske områder. Den optræder i højder helt op til den permanente snegrænse. Den yngler i store dele af Europa i Vesteuropa dog mere spredt i det nordlige Asien langs de sydøst- og sydvestgrønlandske kyster og i Alaska. I Danmark yngler den spredt over hele landet hyppigst ved kysterne. Inde i landet træffer man den f.eks. i grusgrave på større byggepladser eller andre steder med lav eller ringe vegetation. Hovedparten af stenpikkerne fra alle yngleområderne overvintrer i Afrika i det såkaldte Sahel-bælte syd for Sahara. I træktiderne passerer mange nordskandinaviske stenpikkere Danmark og kan af og til ses i løse flokke på pløjemarker i klitområder m.m. når de raster om dagen efter at have trukket om natten.
Stenpikkeren lever hovedsageligt af insekter, som den gerne fanger i luften. Den tager også biller, larver og snegle, som den samler op på jorden. Om efteråret kan den også tage bær.
I løbet af 1900-tallet er bestanden gået markant tilbage herhjemme, især i indlandet. Det skyldes formentlig i første række omlægningen af landbruget, hvor stordriften har betydet, at mange gamle stendiger er forsvundet og overdrev groet til. Nedgangen i antallet af kvægbrug har desuden betydet færre afgræssede enge og græsmarker, hvortil kommer tørke og andre forringede forhold i vinterkvarterne. Mens stenpikkeren tidligere var en almindelig ynglefugl, er der nu under 1000 ynglepar tilbage i landet.