Storspove

Storspove, også kaldet stor regnspove, er Danmarks største vadefugl. Den genkendes på det lange, nedadbøjede næb og sin store størrelse samt sin karakteristiske stemme. Hunnen er størst og har et markant længere næb end hannen. Fjerdragten er plettet gråbrun året rundt. Artens melodiske og melankolske fløjten høres ofte, især fra flyvende fugle.

Udbredelsesområdet strækker sig fra Nordvesteuropa østpå gennem den tempererede zone til langt ind i Sibirien. Arten foretrækker åbne arealer og yngler eksempelvis i moser hedemoser og klitter og på enge og heder. Storspoven blev udryddet i Danmark midt i 1800-tallet på grund af jagt men genindvandrede efter at arten i 1931 blev fredet i yngletiden. Den er i dag totalfredet i langt de fleste europæiske lande herunder i Danmark siden 1994. Som ynglefugl er den stadig relativ fåtallig i Danmark med en estimeret bestand på 500 par. Vigtigste ynglelokalitet er Læsø med ca. 100 par og Saltholm i Øresund med ca. 70 par. Storspoven ses dog mest almindeligt på trækket mellem ynglepladserne i det nordlige Fennoskandinavien og Rusland og overvintringsområderne i Vesteuropa. Især i Vadehavet observeres mange storspover op til 15.000. Her overvintrer arten også i større tal. Forårstrækket kulminerer i marts-april mens efterårstrækket strækker sig helt fra sidst i juni til ind i oktober. Alene ved Hyllekrog på Sydlolland er der talt mere end 18.000 storspover trække mod øst som maksimum på et forår.

Storspoven finder hovedsagelig sin føde på vadeflader, hvor den med sit krumme næb kan følge sandormenes gange og uden større besvær trække dem op, uden at de knækker. Ud over sandorm finder den også snegle, insektlarver, krebsdyr, muslinger og endog bær. Det er især hunnerne, som med deres lidt længere næb søger føde på vadefladerne, mens hannerne i højere grad finder føde på enge, hvor bl.a. kokasser bliver undersøgt for insektlarver. Særligt på nyslåede enge kan man finde fouragerende flokke.

Det første sikre ynglefund af storspoven efter udryddelsen i 1800-tallet blev gjort i 1934 på Randbøl Hede. Herefter voksede bestanden støt, og arten fandtes i 1950 på 21 forskellige jyske lokaliteter. I 1961 blev den også registreret på Sjælland. Den succesfulde spredning fortsatte, således at der i 1970’erne var en bestand på 250-350 par. Omkring århundredskiftet var bestanden tiltaget til 400-500 par og er nu stabiliseret på ca. 500 par på et relativt lille antal lokaliteter. Totalfredningen i de fleste europæiske lande har betydet, at den nordeuropæiske bestand er gået betydeligt frem og nu tæller mellem 640.000 og 920.000 individer. Herhjemme har der således været flere storspover på trækket efter århundredskiftet, ligesom de også bliver her i længere tid og overvintrer i større antal. I 2008 blev der i første weekend af april talt 26.000 storspover i hele landet mod 8.000 i midten af 1970'erne. I 2008 blev der i første weekend af april talt 26.000 storspover i hele landet mod 8.000 i midten af 1970'erne. Ynglebestanden har været stabil siden 1987 med periodiske fluktuationer i bestanden.