Hvid Vipstjert

Den hvide vipstjert er en elegant spurvefugl med sin lange hale (stjert), som den konstant vipper med, mens den ivrigt spankulerer rundt. Den hvid-grå-sorte fjerdragt gør den sammen med halen meget nem at kende, og dens velklingende flugtkald, tsi-litt , er ligeledes karakteristisk. Ungfuglene er derimod mindre karakteristiske, da den grålige fjerdragt ikke er så kontrastrig. Der forekommer to underarter herhjemme: Den almindelige hvid vipstjert (M. a. alba) , der yngler og optræder på trækket til og fra Nordskandinavien, og sortrygget hvid vipstjert (M. a. yarrellii) , der optræder sjældent langs især den jyske vestkyst som træk- og sommergæst, enkelte år tillige som ynglefugl.

Arten har en meget stor udbredelse i Europa og Asien. På nær det sydligste Asien forekommer den overalt på de to kontinenter. I Danmark er den hvide vipstjert også meget udbredt og findes da også i en lang række forskellige biotoper lige fra møddingen på landet til byens industrikvarter. Den yngler gerne i nærheden af vand og forekommer ikke i decideret skov eller tætbebyggede byområder. Vipstjertehunnen anbringer sin rede i hulrum men begge forældre hjælper til med rugning og opfostring. Uden for yngletiden samler de hvide vipstjerter sig i store flokke for at overnatte kollektivt og dermed opnå en bedre beskyttelse mod rovdyr. På de største af disse overnatningspladser kan der være flere tusinde hvide vipstjerter på én gang. De danske fugle trækker til overvintring i Middelhavsområdet samt Nordafrika hvorimod de meget talrige skandinaviske trækgæster trækker videre mod sydøst til overvintring i Nordøstafrika. I milde vintre kan enkelte hvide vipstjerter overvintre i Danmark.

Den hvide vipstjert lever af insekter, som den tager på jorden.

Den danske bestand blev fordoblet fra midten af 1970'erne til midten af 1980'erne. Bestanden har stort set ligget på samme niveau siden da, med en svag fremgang de seneste år. Stabile forhold i vinterkvarteret og artens tilpasning til det moderne industrisamfund er de primære forklaringer. Den europæiske bestand anses for at være stabil.