Stor Skallesluger

Stor skallesluger er noget større end gråand og har en anden profil. Hannen i pragtdragt kendes let på det metalgrønne hoved, det lange røde næb med den tydelige krog og den generelt svagt laksefarvede, lyse fjerdragt. Hunnen er mere diskret med grå overside og et mørkebrunt hoved. Især hunnen kan forveksles med toppet skallesluger, men kendes fra denne på bl.a. tydelig hvid strube og mere kontrast mellem hoved- og halsfarven.

Stor skallesluger yngler primært ved søer og floder i de nordlige dele af Europa Sibirien og Nordamerika og endvidere i Himalaya og i bjergegne i Centraleuropa. I Europa yngler arten desuden i Storbritannien Island Norge Sverige Finland og Nordrusland. I Danmark er stor skallesluger en sjælden ynglefugl og størstedelen af den danske bestand yngler på det sydøstlige Sjælland i det sydøstlige Sønderjylland samt på Falster Møn og Bornholm. Den yngler næsten udelukkende i opsatte redekasser på østvendte kyststrækninger. De danske farvande er et vigtigt overvintringsområde for stor skallesluger. Omkring 15.000-20.000 fugle overvintrer her hvoraf de fleste kommer hertil fra nordøst. De største flokke samles på steder som i Limfjorden Søhøjlandet Roskilde Fjord Arresø og Isefjorden. Arten holder også gerne til i havne og Københavns Havn er ofte en udmærket lokalitet at se arten. Da den ikke er særlig sky kan man på sådanne lokaliteter observere den på ret nært hold.

På stor skalleslugers menu står fisk. I Skandinavien lever den af laksefisk, hvilket før i tiden har ført til, at man har bekæmpet arten. Flokke af store skalleslugere kan arbejde sammen, hvilket gør dem til ret effektive fiskere.

I 1930'erne lå ynglebestanden formodentlig på omkring 50-75 par. Efterfølgende gik arten tilbage, en konsekvens af det mere effektive skovbrug i Danmark, som ikke efterlader mange naturlige træhuller til redepladser. Omkring 1975 var bestanden således nede på ca. 20 par. Takket være opsætning af redekasser i især Sydøstdanmark blev denne udvikling stoppet, og arten genvandt lidt af det tabte terræn. Fra 1998 til 2007 har arten været i yderligere fremgang fra 34 par til 51-65 par og vurderes i 2018 at være i stadig fremgang med lige under 200 par. Den samlede europæiske bestand skønnes at være stabil.