Pibeanden har sit danske og engelske navn fra hannens karakteristiske fløjt — en stemme, pibeænder bruger langt mere end andre svømmeænder.
Pibeanden er en mellemstor svømmeand med et stort, rundt hoved og et forholdsvis kort næb. Hannen er i pragtdragten umiskendelig med sit rødbrune hoved og gule blis. I flugten kendes hannerne på store, hvide felter på overvingen. Hunnerne er mere anonyme i fjerdragten. Pibeænder bruger generelt deres stemme mere end andre svømmeænder. De udsender et karakteristisk fløjt, som har givet arten dens navn.
Pibeanden er udbredt fra Island i vest gennem det nordlige Europa og i et bredt bælte gennem det nordlige Asien til Beringstrædet. I Europa forekommer den udover på Island også i resten af Skandinavien samt på De Britiske Øer og langs Østersøens sydkyst. I Danmark er pibeanden en ekstremt sjælden ynglefugl som har ynglet sporadisk rundt omkring i landet. Oversomrende pibeænder der ikke yngler forekommer over hele landet. Pibeanden er derimod en meget almindelig trækgæst i det meste af Danmark eftersom de europæiske fugle overvintrer i kystområder i Nordvesteuropa og ved Middelhavet. Også på trækket finder man især pibeanden i kystområder. Særligt Vadehavsområdet tiltrækker store mængder pibeænder. Her er optalt op til 320.000 fugle. I milde vintre overvintrer en del pibeænder desuden i Danmark.
Pibeanden lever fortrinsvis af vandplanter og græs.
Første sikre ynglefund er fra Thy i 1937. Pibeanden er desværre forblevet en ekstremt fåtallig og sporadisk ynglefugl herhjemme. Den europæiske bestand som helhed synes at være stabil, selvom den finske og skotske bestand er gået markant tilbage i perioden 1970-1990. Vinterbestanden har været i fremgang siden midten af 1990'erne, men store fluktuationer forekommer, muligvis på grund af hårde vintre. I dag vurderes vinterbestanden at være stabil i Danmark.