Enkeltbekkasin

Bekkasiner er vadefugle med relativt korte ben og langt næb, der i modsætning til de fleste andre vadefugle lever skjult i vegetationen i sumpede områder. Der er tre bekkasinarter i Danmark, hvis navne angiver det indbyrdes størrelsesforhold. Enkeltbekkasinen er tydeligt mindre end dobbeltbekkasinen og tredækkeren, på størrelse med en ryle, og den har et markant kortere næb end dobbeltbekkasinen. Den ’trykker’ hårdere, og da dens brune, plettede ryg med markante, gule længdestriber sikrer, at den går i et med underlaget, kan man næsten komme til at træde på den, før den letter. I modsætning til dobbeltbekkasinen er den tavs, når den flyver op, ligesom den lander efter en kortere flyvetur, som ikke foretages med dobbeltbekkasinens karakteristiske zigzagflugt. På ynglepladserne markerer den sit territorium med en karakteristisk sangflugt, hvor den fra stor højde over mosen foretager adskillige dyk, mens den frembringer en lyd, der er blevet karakteriseret som lyden fra en hest, der galoperer over en træbro.

Enkeltbekkasinen yngler i moser med mudderflader og spredt vegetation i det nordlige Skandinavien og videre østpå gennem det nordlige Rusland og Sibirien. Der forekommer også en lokal bestand i Småland. Bestanden i Sverige Norge og Finland anslås til at være på ca. 20.000 par mens den russiske bestand er langt større. Enkeltbekkasinen overvintrer i Vest- og Sydeuropa og i Afrika hovedsagelig syd for Sahara samt i Sydasien. På trækket ses den almindeligt herhjemme; flest raster under efterårstrækket hovedsagelig fra anden halvdel af september til første halvdel af november ligesom den overvintrer i ret stort tal i milde vintre. Det langt mindre antal fugle om foråret passerer hovedsagelig i april. Den optræder både på kystlokaliteter og indenlands i moseområder ofte de samme steder år efter år. I kolde vintre hvor de faste lokaliteter er isdækkede opsøger enkeltbekkasinen kildevæld og åbredder for at fouragere.

Enkeltbekkasinen lever hovedsageligt af insekter og deres larver, muslinger og orme samt plantedele, specielt frø. Arten fouragerer normalt enkeltvis, mest om natten og ofte langt fra opholdsstedet i dagtimerne, f.eks. på pløjemarker.

Den europæiske flyway -bestand antages at tælle i størrelsesordenen en million individer og er formentlig stabil, men der har tidligere været spredte yngleforekomster i De Baltiske Lande, Polen og Tyskland, der nu er forsvundet.