Hedelærke

Hedelærken er lidt mindre end sanglærken og har en meget kort hale, som gør at den virker meget rund og haleløs i flugten. Den har en lys-mørk-lys tegning ved knoen, som ses både siddende og i flugten, hvor det vises som et lyst bånd, ligesom den har lyse øjenbrynsstriber, der mødes i et V i nakken. Ligesom sanglærken har den sangflugt, men den synger også fra sangposter i toppen af spredtstående træer og buske. Om sommeren kan den også høres synge om natten. Den melodiske sang indeholder et lyl-lyl-lyl , der har givet anledning til det videnskabelige slægtsnavn Lullula .

Hedelærken er udbredt i Europa Nordafrika det vestlige Rusland og dele af Mellemøsten. I Europa er hedelærken vidt udbredt bortset fra det nordlige Skandinavien og store dele af De Britiske Øer. I Danmark yngler hedelærken især i Midt- Vest- og Nordjylland men der forekommer isolerede bestande bl.a. på Djursland og i Nordsjælland. Dens foretrukne ynglebiotop i Danmark er nåleskovslysninger og marker på sandet jord omkranset af skov samt heder og klitheder med hegn af træer eller med spredte træer og buske. I modsætning til sanglærken der yngler i det åbne land kræver hedelærken træer eller buske hvad der fremgår af det engelske navn woodlark . Den foretrækker sandede og lette jorde med spredt vegetation. De tætteste bestande forekommer i Vendsyssel samt i Midtjylland. De danske ynglefugle er hovedsagelig trækfugle der overvintrer i Sydvesteuropa. Især Østdanmark passeres af trækgæster fra Sydsverige hvor bestanden har været stigende siden 1990’erne men også fugle fra Sydfinland trækker forbi os i begrænset antal. I Jylland ses om efteråret en del fugle på træk i Vadehavsområdet. Arten forekommer herhjemme fåtallig som vintergæst.

I ynglesæsonen indtager hedelærken fortrinsvis insekter som guldsmede, græshopper, biller og sommerfugle samt edderkopper, mens den uden for ynglesæsonen primært tager frø, f.eks. af fyr.

Hedelærken gik markant frem i 1800-tallet, men tilbage efter midten af 1900-tallet. De seneste årtier er den gået markant frem igen. Siden 1990’erne er udbredelsen fordoblet, og bestanden i Danmark vurderes i Atlas III (2014-17) at være på op til 850 ynglende par. Den øgede udbredelse ses især i Midt- og Vestjylland, i Sønderjylland og i Østhimmerland. I vores nabolande Tyskland, Storbritannien og Sydsverige er den også gået frem de seneste årtier, og generelt har den europæiske ynglebestand været i fremgang siden 1990’erne.