Stor Korsnæb

Stor korsnæb er vanskelig at kende fra den mere almindelige lille korsnæb, idet de er næsten lige store. Hannen hos begge arter er rød, mens hunnen er grøn. Det sikreste feltkendetegn er næbbet. Som navnet antyder, krydser næbspidserne hinanden, når næbbet er lukket. Hos stor korsnæb er næbbet kraftigere og større, og undernæbbet, der er tykkest på midten, er næsten lige så kraftigt som overnæbbet. Det giver den et udseende, der minder om en papegøjes. Med sit næb er stor korsnæb specialist i at åbne de kraftige fyrrekogler, så den med tungen kan gribe de blottede frø. Korsnæbbene yngler tidligere end de øvrige spurvefugle, fordi deres føde er rigeligst om vinteren og i det tidlige forår. Stor korsnæb yngler dog først i marts-april, mens lille korsnæb, der har specialiseret sig i at æde granfrø, kan indlede ynglesæsonen allerede i december. De tre arter af korsnæb udstøder hyppigt deres kald under flugt, men det kræver erfaring at skelne de enkelte arter fra hinanden på kaldet alene.

Stor korsnæb har en ret begrænset geografisk udbredelse. Den yngler i Norge Sverige Finland Estland Letland og Rusland. Den største bestand er i Rusland østpå til Ural. Den lever i ren fyrreskov eller i nåleskov med mange fyrretræer. I Danmark er der kun gjort ganske få ynglefund men den optræder regelmæssigt om end fåtalligt på det begrænsede efterårstræk til andre dele af Nordeuropa eller som vintergæst. I år med dårlig frøsætning kan større dele af bestanden søge sydpå f.eks. til Danmark og Tyskland. Under sådanne invasioner hvor den kan ses her til langt hen på sommeren kan der iagttages flokke på flere hundrede fugle herhjemme. De største invasionsår i nyere tid har været i 1982-83 1990-91 og 2017-18. Ved disse invasioner er der registreret mellem 9-12.000 fugle pr. sæson.

Stor korsnæb lever hovedsagelig af frø fra fyrrekogler. Den brækker koglen af og bærer den normalt hen på en gren, hvor den åbner den. Den har ingen konkurrenter til fyrrefrø, så længe koglerne ikke har åbnet sig naturligt. Den tager også granfrø og andre frø i mindre omfang, og i ynglesæsonen kan den supplere med forskellige hvirvelløse dyr.

Den europæiske ynglebestand, som vores trækgæster er en del af, vurderes som stabil, men fluktuerende. I Danmark er den registreret sikkert eller sandsynligt ynglende en halv snes gange.