Græshoppesanger

Græshoppesangeren har i modsætning til de fleste andre sangere herhjemme en stribet fjerdragt; både ryg, vinger og undergump har mørke striber og pletter på den brune grundfarve, og kønnene er ens. Imidlertid er det sjældent, man ser fuglen, dels fordi den lever skjult, dels fordi den fortrinsvis er aktiv om natten. Den identificeres derfor næsten altid på sin sang, som består af en langvarig, enslydende, metallisk svirrende tone, der kan minde om lyden fra en græshoppe, hvad der har givet fuglen navn. Da arten lever så skjult, er det en ret begrænset viden, vi har om den.

Græshoppesangeren yngler i Europa og østpå gennem Rusland til Centralasien. I Europa er den udbredt fra De Britiske Øer i vest i et bredt bælte gennem Vest- Central og Østeuropa. Den mangler i det sydligste Europa og i Nordskandinavien. I Danmark yngler den over hele landet mest talrigt i Nordsjælland og Østjylland. I 1990’erne var der en meget tæt bestand på Vestamager med op til over 100 syngende fugle men siden 2010 er der ingen tocifrede registreringer herfra. Artens ideelle ynglebiotop er moser og fugtige enge med høj vegetation der ikke bliver afgræsset af kreaturer. Den kan også yngle i grøftekanter. Græshoppesangeren trækker bort fra yngleområderne om vinteren. De fleste europæiske fugle overvintrer formentlig i tropisk Vestafrika men træffes også i Marokko. De østligere bestande overvintrer derimod i Indien. Skandinaviske græshoppesangere kan træffes herhjemme på trækket.

Græshoppesangeren lever primært af insekter, der oftest tages på jorden eller i vegetationen, men som også kan fanges i luften. Ungerne fodres især med larver.

Indtil omkring 1940 var græshoppesangeren kun meget sjældent registreret i Danmark. Det første sikre ynglefund blev gjort i Tinglev Mose i Sønderjylland i 1952. Arten har bredt sig fra Centraleuropa og indvandrede til Danmark sydfra i midten af 1900-tallet. De tætteste bestande fandtes i starten i de sønderjyske moser, på Rømø og Fanø og ved Filsø. Der er stadig mange græshoppesangere i Sønderjylland, men de største koncentrationer er flyttet nord- og østpå. De østdanske fugle kan være indvandret fra Sverige, hvor der i de seneste årtier har været en relativt stor bestand. Fra det første atlasprojekt i 1971-74 til det andet i 1993-96 blev antallet af ynglefund næsten fordoblet, men i 1990’erne indtraf der en mindre stagnation. Siden årtusindskiftet har bestanden oplevet fluktuationer, men den er overordnet rimelig stabil og udviser fremgang i udbredelse, men en svagt nedadgående tendens i bestandsstørrelsen i de senere år.